Jeg har altid fortalt mig selv, at skønheds- og wellnessbehandlinger slet ikke er noget for mig. Og hold da lige op hvor har jeg taget fejl. Det er gået op for mig, at jeg er gået glip af noget ret værdifuldt for både krop og sjæl.
Jeg fik den SKØNNESTE behandling af Michelle, og jeg vil anbefale alle, der trænger til forkælelse at unde sig selv et besøg hos hende!
Jeg har besøgt Michelle Azevedo i hendes klinik Essên-cia som ligger på torvet på første sal i Egedal Centret. Essên-cia deler tag med Klinik Egedal. Michelle har foræret mig en behandling på briksen. Hun inviterede mig til en god forkælelsesoplevelse, og det har jeg glædet mig til. Jeg har haft en udfordrende periode, og jeg trænger i den grad til at få ladt batterierne op.
Skønhedsbehandlinger med en holistisk tilgang
Det er som at træde ind i fuld solskin. Michelle har den skønneste carisma og charmerende personlighed. Fuld af både smil, humor og sødme, samtidig med at hun er toptjekket. Der er ikke nogen tvivl om, at hun ved hvad hun taler om og er passioneret omkring sit arbejde.
Hun har en holistisk tilgang til behandling. Hun guider i valget af de rigtige hudprodukter, og prøver også at få indblik i det, du tilfører din hud indefra: kost, søvnmønster, mental sundhed og fordøjelse. Der er nemlig en sammenhæng mellem hvordan du går og har det, hvordan du lever og passer på dig selv – og hvordan din hud har det.
Michelle er spansk-brasilianer og har boet i Danmark i 14 år med sin danske mand og deres 2 børn. Hun er uddannet kosmetolog, og underviser også på Nordsjællands Kosmetologskole. Michelle har tidligere arbejdet med markedsføring og kommunikation og hun elsker at formidle sin viden.
At hun samtidig har en skøn og smittende personlighed og en god humor får man straks indtryk af, når man følger klinikken på de sociale medier: Instagram og Facebook. Jeg har fulgt med på sidelinjen i et stykke tid, og jeg holder meget af hendes både informative og finurlige opslag.
Helt ned i gear
Klinikken er indbydende og lækkert indrettet. I baggrunden kan jeg høre afslappende musik.
Jeg lægger mig på briksen og bliver pakket ind i et dejligt tæppe. Bliver overrasket over, at det allerede er helt lunt. Michelle afslører, at jeg ligger på et varmetæppe, der kan indstilles helt som jeg ønsker det – og nu skal jeg slappe af og nyde “min helt egen forkælelsesstund”.
Hun starter med at spørge ind til om jeg har allergier eller noget jeg ikke tåler. Herefter gennemgår hun og kigger på min hud. Jeg lukker øjnene og giver mig hen…
Det bliver næsten halvanden time i paradis. Jeg bliver smurt ind i de skønneste produkter. Michelles kyndige hænder arbejder nærmest musikalsk, og jeg føler at jeg bliver svøbt ind i kærlighed. Musikken, ansigtsmassage, massage af hage, hals og skuldre, og den milde duft af lækre produkter og bløde hænder. Det er nærmest magisk.
Da behandlingen er overstået er jeg fuldstændig afslappet og salig. Jeg kigger mig i spejlet og kan se at min hud har en helt anden glød, og mine bekymringsrynker er slet ikke mere så markante – og bekymringerne føles også nærmest at være væk 🙂
Michelle viser mig hvilke produkter min hud ville kunne få gavn af, og jeg får nogle små vareprøver med af lækre cremer til mit ansigt og øjne, som jeg kan prøve derhjemme.

Før og efter min behandling hos Essên-cia
Det har været en helt fantastisk oplevelse.
Jeg takker Michelle for den vidunderlige behandling.
Michelle giver mig besked om, at jeg vil modtage en mail indenfor de næste par dage. Hun har nemlig noteret de ting hun har observeret omkring min hud. Anbefalinger af hvordan jeg kan pleje den på bedste vis, og hvilke produkter jeg har fået behandling med.
Jeg svæver ud af døren og føler mig både 10 år yngre, når jeg kigger på min hud, og kan også mærke at mine skuldre har sænket sig. Lige hvad min krop og sjæl trængte til.
Du kan læse mere om Essên-cia – og også booke din behandling på hjemmesiden: https://essen-cia.care/
Essên-cia Hudplejeklinik
Egedal Centret 91 C
3660 Stenløse