Et helt nyt udvalg skal bringe borgerne og kommunen tættere sammen og sikre den gode dialog. Opgaven er at komme med friske ideer, forslag og inspiration til borgerdialogen i Egedal. Til dette udvalg søges nu efter 7 borgere.
Med udgangspunkt i at den enkelte borger er ekspert i sin egen hverdag, ønsker Egedals byråd at nedsætte et såkaldt §17, stk.4-udvalg omkring borgerdialog. I Styrelsesloven er det beskrevet som et opgaveudvalg, der har kompetence til at komme med ideer, forslag og inspiration. I udvalget kan der både deltage borgere, politikere og repræsentanter fra kommunens administration. Opgaveudvalget har ikke nogen beslutnings-kompetence, og fungerer altså som rådgiver for byrådet.
Udvalgets arbejde vil bl.a. være, at:
– Udarbejde konkrete forslag til hvordan digitale løsninger som hjemmeside, sociale medier og øvrige selvbetjeningsløsninger kan indrettes med afsæt i borgernes behov og ønsker
– Udarbejde konkrete forslag til hvordan en åben dialog mellem politikere og borgere, hvor relevante synspunkter bringes på bordet, sikres
– Gennemgå de nuværende former for borgerdialog og inddragelse med for at vurdere, hvilke former der fortsat skal være en del af borgerdialog-konceptet
– Udarbejde konkrete forslag til hvordan borgere i endnu højere grad kan inddrages i beslutninger og i udviklingen af konkrete løsninger
– Udarbejde konkrete forslag til hvornår og hvor meget borgere skal inddrages i beslutninger og i udviklingen af konkrete løsninger.
Arbejdet med at udvikle konceptet starter op den 1. marts 2022, og udvalget skal have en plan klar til Byrådet allerede juni 2022. Arbejdet skal være i mål i juni 2023.
Er det noget for dig?
Du ansøger om at være med i udvalget ved at skrive lidt om dig selv og din motivation i en mail til politikogledelse@egekom.dk senest 15. februar 2022. Herefter udvælger formanden for borgerdialogudvalget Carina Buurskov sammen med borgmester Vicky Holst Rasmussen hvem, der skal deltage i arbejdet. Alle ansøgere vil få en mail med svar, om de er blevet udvalgt.
Der skal udvælges syv ansøgere til udvalget, så I tilsammen afspejler et bredt udsnit af kommunens borgere, eksempelvis:
– En ung borger
– En forælder til børn i hhv. dagtilbud og skole
– En borger med et handicap/forældre til et handicappet barn
– En ældre borger
– En erhvervsdrivende borger
– En borger som er aktiv inden for kulturlivet
– En borger som er aktiv inden for fritidslivet
Du er velkommen til at ansøge, selvom du ikke falder indenfor en af kategorierne. Der tilsigtes også så vidt muligt en repræsentation af de geografiske områder.
Udvalget understøttes af forvaltningen.