I weekenden deltog knap 90 børn og unge i Egedal e-sports LAN arrangement i Stenløse Kulturhus. Der blev bl.a.spillet CS-GO, Fornite, Rainbow Six og League of Legends.
Det er tredje gang Egedal e-sport afholder LAN arrangement og hver gang med et stigende antal deltagere. Der var en del lokale deltagere, men også spillere fra fx Herfølge, Hvidovre, Samsø og Aalborg.
Kl. 19 fredag aften blev Stenløse Kulturhus indtaget af knap 90 forventningsfulde børn og unge, alle med den fælles interesse at spille computer.
På Egedals skoler har der de sidste uger været ét stort samtale-emne blandt primært de unge drenge: Det store LAN-event i marts måned.
De frivillige i Egedal e-sport havde gjort deres forarbejde godt. De havde fuldstændig styr på hvad der skal til for et e-sport-event i topklasse.
I kulturhusets kælder kunne der købes “Gamer-gifler”, chips og masser af andre lækkerier, ligesom man på forhånd havde mulighed for at tilkøbe madbillet til weeekendens måltider.
Der var absolut begejstring at spore i de unge ansigter! Nu skulle der games fra morgen til aften i en hel weekend – og tilmed sammen med en masse andre af både venner, klassekammerater, og nye ansigter.
Multihunters Elite
For et af de medvirkende hold var LAN arrangementet noget helt specielt. Holdet Multihunters Elite havde aldrig før mødtes, men valgte at sætte hinanden stævne ved Egedal e-sports arrangementet. Holdet træner sammen online fem-seks gange om ugen. Selvom det er noget lidt andet at stå ansigt til ansigt, så var glæden ved at møde hinanden for første gang svær ved at skjule. To af spillerne bor til daglig i Sønderjylland og tre andre bor spredt over Sjælland.
Arrangementets hovedsponsor Codeex havde leveret flotte præmier til de mange konkurrencer, som blev afviklet i løbet af weekenden.

Formand Michael Buurskov Kristensen
Klubbens formand Michael Buurskov Kristensen var godt tilfreds med arrangementet, “Jeg er rigtig glad for, at vi kan lave dette tilbud til børn og unge. Et arrangement som det her viser også, at gaming ikke kun behøver at foregå hjemme på værelset med nedrullet gardiner. Her kommer børn og unge fra hele landet og møder andre med samme interesse. Mange danner nye venskaber og spiller bagefter sammen over nettet.”
Adskillige deltagere efterspurgte flere arrangementer og det vil klubben meget gerne imødekomme. ”Nu skal vi lige sove ud og samle nye kræfter, men jeg forventer bestemt, at vi vil lave flere arrangementer. Vi har allerede ideer i støbeskeen” fortæller formanden og runder af med en kæmpe tak til de frivillige, som har hjulpet med at gøre arrangementet til en succes.
Arrangementet sluttede søndag kl. 10, og der var både glæde og træthed at spore blandt de unge deltagere. De havde haft en gudeskøn weekend – omend med underskud på søvnkontoen 😀
Egedal e-sport holder til dagligt også til i Stenløse kulturhus, hvor man er meget velkommen til at kigge forbi når der trænes.
Du kan også læse mere om Egedal e-sport på hjemmesiden: http://egedal-esport.dk/