Abdel Aziz Mahmoud om flygtninge – den positive forskel

Abdel Aziz Mahmoud er vokset op i Ølstykke sammen med hans forældre og søskende. Han har arbejdet som journalist på DR, har været vært på bl.a. Aftenshowet og er nu udviklingsredaktør på Nordisk Film TV – og så er han kommet til Danmark som flygtning fra Palæstina.
Vores Egedal har spurgt Abdel, hvad han mener har gjort den positive forskel for ham og hans familie, da de kom til landet:

Jeg har fortalt vores asylhistorie en del gange på det sidste. Og om min holdning til vigtigheden af den første tid i et nyt land. Jeg håber, den også kan bekræfte jer i, at jeres by i øjeblikket er en del af en vigtig proces, der kan gå både den ene og den anden retning:

For 30 år siden ankom mine forældre og jeg som palæstinensiske flygtninge. Vi søgte asyl på det dengang spritnye ”asylcenter” Næsseslottet i Holte. Jep, SLOTTET. Hvidt og flot i eventyrlige omgivelser.

Der var fester, grillaftener og en masse vilje til at komme hinanden ved. Der var meget hjertevarmt og gæstfrit. Men måske også lidt et symbol på den naivitet og manglende flygtninge-erfaring, man havde i firserne. Dengang man var for bange for at stille krav eller forvente noget af de nye borgere. Men tværtimod indlogerede dem på ”slotte”.

Ingen tvivl om, at det for mine forældre satte dybe, taknemmelige spor. Men det er også et billede på, at det jo for nogen blev en bjørnetjeneste, at samfundet var så lalleglad og rammeløst. Specielt sammenlignet med de hårde og trænge kår, man kom fra. Landet med de kendte eventyrhistorier bød os velkommen i naturskønne omgivelser og det halve kongerige 🙂

Sådan er det slet ikke i dag, må man til gengæld have lov at sige. Forleden blev jeg vist rundt på et asylcenter et sted på Sjælland, og jeg tror aldrig, jeg har været på en mere trist og faldefærdig offentligt institution. Her var man stuvet sammen på værelserne, langt væk fra civilisationen. Der var trælse regler for dit og dat, og ting blev uddelt i portioner, rationer og med tilhørende konsekvenser.

På vej derud mindede jeg mig selv om den førnævnte taknemmelighed, som jeg har fået med hjemmefra. At disse flygtninge jo flygter fra noget langt værre – og at de jo heldigvis ikke skal være der så længe. Men jeg tog fejl. Jeg mødte en ung ambitiøs, men også livstræt mand, der havde tilbragt fire år på diverse centre. En anden ældre herre overbød ved at have tilbragt 13 år (!) i denne venteposition. Dét skyldtes naturligvis, at de fået afslag, og deres historie blev fortalt i DR2-programmet “Sommer i Systemet”, som man stadig kan streame på nettet. Det er SÅ frygtelig en skæbne. Og jeg kunne ikke lade være med at føle mig uretfærdigt heldig.

I maj måned var jeg så i Hjørring og i selskab med de efterhånden famøse Venligboere. Disse frivillige har taget imod deres flere end 400 nye borgere med en ubeskrivelig åbenhed og et ufatteligt engagement: Og flygtningene har kvitteret ved at deltage i utallige kunstprojekter, musikarrangementer og en stor optimistisk vilje til det nye samfund. Du skal gå ind og læse om deres fantastiske erfaringer.

Jeg skal ikke ytre mig politisk. Og jeg har ingen statistik. Men jeg tror altså, at det betyder virkelig meget, hvordan du bliver taget imod i dit nye liv. Om du bliver skældt ud og talt dårligt til og om. Om du bare er et tal. Om du føler dig velkommen.

Jeg skal ærligt ikke kunne sige, hvad der har ført til MIN families succes.

Var det de konstante udlændingestramninger? Eller var det de utrolige varme danskere, med overskud, hjerte og tålmodighed, der krydsede vor vej?

Var det en grådig jagt på at udnytte systemet og velfærdsgoderne? Eller var det måske mine forældres kamp og insisteren?

Var det et en ulækker tone og skælden ud på os som samfundsgruppe? Eller måske… Måske var det bare, fordi vi fik en god, tillidsfuld og festlig 🙂 start på tilværelsen? Dengang for 30 år siden.

Abdels gode råd og hilsen til de nye flygtninge i Egedal
Jeg spørger Abdel, om han har et godt råd til de nye flygtninge:

Kære dig der skal til at skabe dig et nyt liv i Danmark og i Egedal,
Jeg ved ikke hvad der er den rigtige løsning for dig og din familie, men jeg kan fortælle dig hvad vi gjorde, og hvad jeg er overbevist om gjorde en stor forskel for vores familie:

Vær åben og gæstfri, og du skal være proaktiv for at lære danskerne at kende.

Inviter folk hjem – og hvis de siger nej til din invitation om at komme hjem hos dig på mandag – så spørg om de kan onsdag i stedet for!

Lad være med at tage et nej for et nej, insister på at du gerne vil lære dem at kende og vise dem hvem du er.

Det er ikke nødvendigvis fordi de ikke vil lære dig at kende, at de ikke siger ja i første omgang, men det er ikke en del af den danske kultur. Danskerne er mere private, og de inviterer kun folk hjem i deres hjem, som de kender godt.

Når danskere f.eks. holder bryllup, så er det ikke flere hundrede mennesker de inviterer, som I gør hvor du kommer fra. Derfor er det vigtigt at du rækker hånden frem 🙂

Abdel Aziz Mahmoud