Veksø Menighedsråds Frivillige Hænder og Veksø Skoles Venner inviterer til en festlig Sankt Hans aften i Veksø i 2023.
Arrangementet finder sted på den grønne kile mellem Skibsted og Brøndsted fredag den 23. juni 2023, hvor der vil være traditionelle elementer som bål, fællessang og musik. Båltalen vil i år blive holdt af den nyeste – men efterhånden meget velkendte – præst i Veksø-Stenløse, Anders Gadegaard.
Hans-Erik Pedersen, repræsentant for Veksø Menighedsråds Frivillige Hænder udtaler: “Traditionen tro bliver der Sankt Hans på den grønne kile i Veksø, og vi er glade for at kunne tilføje BÆSTET til arrangementet i år, som skal symbolisere vores ønske om at holde onde kræfter væk og mørket på afstand. Vi håber, at mange vil møde op og støtte op om de gode fællesskaber, vi har i Veksø, og hygge sig med venner og familie.”
Zarah Vedel Høst, en af initiativtagerne til BÆSTET, udtaler: “Inden båltændingen kan alle, der har lyst, komme og putte en seddel i BÆSTETS VOM. I bæstets vom kan du sende det, du gerne vil af med, afsted med bæstet i flammerne. Bæstet skal på den måde symbolisere det, vi markerer med Sankt Hans: at holde onde kræfter væk og mørket på afstand. Vi glæder os til at se, hvad byens børn vil lave af fantasifulde bidrag til BÆSTET.”
Der vil være en lille bod på bålpladsen, hvor børn og voksne kan komme og skrive det ned, de gerne vil af med. Bæstet vil blive lavet sammen med de af byens børn, der kunne have lyst. Hvis man vil være med til at dekorere bæstet foregår det på Magleåsen 4 i Veksø d. 20. juni kl. 16.00-17.30. Alle er velkomne.
Lokalt engagement og støtte
Udover at nyde en aften i fællesskab med naboer og venner, vil man også kunne støtte børnenes juletræsfest i Veksø Multihal, som finder sted søndag den 3. december 2023. Salgsboden vil sælge vin, øl, sodavand og slik, og overskuddet fra salget vil gå til denne begivenhed.
Musik leveret af Lise Urhøj
Musik og sang vil blive leveret af Lise UrhøjLise Urhøj. Det bliver et skønt genhør fra Sankt Hans i 2017.
Program:
– Kl. 18:00: Salgsboden åbner.
– Kl. 19:00: Musik ved Lise Urhøj.
– Kl. 19:30: Velkomst og fællessang med ‘Danmark nu blunder den lyse nat’.
– Kl. 19:35: Båltale ved præsten Anders Gadegaard.
– Kl. 19:55: BÅL-BÆSTET sættes på bålet, og bålet tændes, mens vi synger ‘Vi elsker vort land’.
– Herefter vil der fortsat være musik.
Arrangementet er åbent for alle.
Pak picnickurven og nyd en hyggelig aften i fællesskab med venner, familie og naboer!