BEDRE PSYKIATRI Egedal har 10 års jubilæum den 10. september 2019, og det fejres med et åbent arrangement på Høstnatten i Ølstykke den 6. september fra kl. 16.00- 21.00 med gratis kaffe og kringle og lidt godt til børnene.
I Egedal kommune ved vi, at der er mindst 4.200 psykisk syge og psykisk handicappede borgere, og det giver mindst 12.600 pårørende.
I dag har lokalforeningen i Egedal ca. 270 medlemmer, og vi forventer, at vi inden for få år har fordoblet vores medlemstal.
På landsplan er Bedre Psykiatri den største pårørendeforening i Danmark med mere end 13.000 medlemmer.
Vi har gratis og åben rådgivning og som noget nyt her i 2019, har vi etableret et bisidderkorps, der støtter og hjælper pårørende, når de er i kontakt med kommunen eller psykiatrien..
Vores bestyrelse består i dag af 5 pårørende og derudover af 2 frivillige, der hjælper til. Se mere på www.bedrepsykiatri.dk eller på vores facebookside Bedre Psykiatri Egedal.
BEDRE PSYKIATRI Egedal er en del af BEDRE PSYKIATRI, landsforeningen for pårørende til psykisk syge og er et tilbud til alle, der kender et menneske med en psykisk sygdom eller psykisk lidelse. Hvad enten det er som forældre, søskende, ven, ægtefælle, barn eller kollega. Vores vigtigste opgave er at skabe et bedre liv for pårørende til psykisk syge og psykisk handicappede.
Igennem de sidste 10 år har foreningen afholdt mange arrangementer omkring psykiske sygdomme og psykiske lidelser. Vi har holdt foredrag om ADHD, Angst, Borderliner, Skizofreni, Misbrug og mange andre foredrag og kurser om psykiske lidelser. Her i 2019 har vi haft et kursus om Autisme og et kursus om Low Arousal, som er et kursus i, hvordan man som pårørende lærer og får nogle redskaber til, hvordan man får en nemmere hverdag som pårørende. Der kommer altid rigtig mange pårørende og andre interesserede til vores foredrag og kurser, og vi kan se, at der er et kæmpe behov for oplysning om psykiske lidelser.
Siden 2010 har vi afholdt cafémøder hver måned, hvor de pårørende kan møde andre pårørende i uformelle rammer til en god og fortrolig snak om det at være pårørende, herunder de udfordringer og vanskeligheder man møder i hverdagen. På møderne giver vi gode råd og støtte og henvisning til mere hjælp. Igennem alle årene har vi haft besøg af rigtig mange pårørende, og hver gang vi afholder møderne, kommer der nye til.
Lokalt og regionalt og på landsplan arbejder vi på at sætte fokus på de problemer og udfordringer, som de pårørende til psykisk syge møder. Derfor er vi lokalt i løbende dialog med både kommunale politikere og embedsmænd i Egedal kommune, og det er vi rigtigt glade for.
Vores pejlemærker i Egedal kommune er, at få:
- oprettet et Psykiatriråd/udsatte råd
- sat psykisk sygdom og psykiske lidelser på dagsordenen.
- en pårørendepolitik.
Bedre Psykiatri Egedal