Pressefoto

Bedre rehabiliteringstilbud for kræftramte borgere

Kræftramte borgere i ni kommuner i Region Hovedstaden har mulighed for at få et mere målrettet og specifikt rehabiliteringstilbud igennem det tværkommunale samarbejde ’Vi samler kræfterne’.

Jens har tarmkræft og bor i Rødovre, men går til træning for mænd i Gladsaxe. Tom har prostatakræft og er inkontinent og bor i Gentofte, men går til bækkenbundstræning i Egedal.

Egedal Kommune tilbyder holdtræning for inkontinente mænd med prostatakræft. Her kan ligesindede mødes, og via faglig viden og holdånd skabe resultater.

Møder ligesindede  

Selvom patienterne træner i Egedal i en kort periode, har det stor betydning for deres forløb. Her er der ingen dumme spørgsmål, men derimod åbenhed og en positiv stemning, der som regel smitter hele vejen rundt.

– Egedal Sundhedscenter stiller gode faciliteter til rådighed, men det er de andre deltagere og vores fysioterapeut, der gør træningen til noget særligt. Vi får snakket og grinet sammen med ligesindede samtidig med, at vi får faglig viden og delt erfaringer undervejs, siger Ulrik Andreasen, der som tidligere patient i Egedal Sundhedscenter opfordrer ligesindede til at tage imod kommunens tilbud om træning i Egedal.

Tværkommunalt samarbejde

Patienterne i Egedal Kommune tilbydes op til 29 gange træning, hvoraf de fleste kommer to gange om ugen. Afslutningsvis kommer alle patienter til en samtale, hvorefter hjemkommunen afgør den videre proces.

Med et tværkommunalt samarbejde skærpes kompetencerne i hver enkelt kommune. Undervisningsforløb kan i langt større udstrækning tilrettelægges jævnligt og efter borgernes alder, diagnose og køn. Derudover forbedres det tværsektorielle samarbejde med Herlev Hospital, da borgere med en kræftdiagnose i alle ni kommuner henvises til ensartede tilbud.

Egedal Kommune varetager mandehold (fysisk træning for mænd bosiddende i Egedal, Furesø og Ballerup kommune) samt bækkenbundstræning for mænd med prostatakræft, der er inkontinente og bosat i en af de ni samarbejdende kommuner (Herlev, Furesø, Rødovre, Ballerup, Gladsaxe, Egedal, Lyngby-Taarbæk, Rudersdal eller Gentofte).