Besøg på Barnekær

Jeg var i torsdags på besøg på Barnekær, og fik en snak med de flygtninge der lige er flyttet ind. Jeg havde Haval, som er integrationskonsulent i kommunen med som tolk, så alle kunne være med i snakken.

Barnekær er en gård, der ligger i Stenløse Syd ved siden af spejderhytten.
Inden besøget var jeg lidt nervøs, for jeg vidste ikke lige hvad der ventede mig. Ville disse mennesker synes det var mærkeligt at jeg kom? Hvad skulle jeg egentlig spørge dem om – og hvad skulle jeg fortællle om mig selv? Hvordan ville stemningen være….? Osv.osv.

Alle disse bekymringer blev gjort til skamme i det samme som jeg blev mødt i døren af imødekommende ansigter og et “Welcome” efterfulgt af smil og fagter der signalerede at jeg endelig måtte komme indenfor.

Rundvisning
Jeg blev vist rundt i stueetagen, som består af en fælles tv-stue og køkken og spiseplads.

Førstesalen er indrettet med repos med computer til fælles brug – og en gang med værelser.

I stueetagen er også værelser til beboerne. Nogle af værelserne er store og bliver brugt som familieværelser.

En snak
Vi sætter os allesammen ved bordet i køkkenet. Da ikke alle taler godt engelsk bliver vi enige om at jeg taler dansk og Haval tolker mellem dansk og arabisk.

Jeg præsenterer mig selv. At jeg er gift og mor til to drenge på 9 og 11 år. Jeg fortæller, at jeg stort set altid har boet i Egedal, og at jeg driver en hjemmeside EgedalForum som fortæller om hvad der sker i lokalområdet, og at det både er min hensigt at byde dem velkommen som privatperson, og også at kunne fortælle historien til EgedalForums brugere. Da jeg fortæller om EgedalForum viser en af mændene mig sin telefon – han er allerede følger af EgedalForums facebookside. Han fortæller dog, at det er lidt svært for ham at forstå alt hvad der bliver skrevet om.

I huset på Barnekær bor der lige nu 6 mænd og en dreng på ca. 7 år. Mændene fortæller mig, at drengen lige nu er det eneste barn i huset. For et par dage siden flyttede en far og hans søn til et nyt sted, så tiden er lidt lang for ham inden han skal starte i modtageklassen i midten af måneden. Der sker hele tiden til- og fraflytninger.

Mændene fortæller på skift lidt om dem selv og hvor de kommer fra. De kommer alle fra Syrien. Nogle er fra Damaskus, mens andre er fra en turistby som ligger ud til kysten. Nogle er kommet alene, mens andre har et familiemedlem med sig.

Ammar er 30 år. Han kommer fra en kystby/turistby i Syrien. Er gift og har et barn, som opholder sig i Tyrkiet nu. Han er uddannet teknisk ingeniør. Ammar kom til Egedal d. 1. november 2014. I første omgang blev han placeret på et hotel i Ballerup inden han flyttede ind her på Barnekær. Ammar taler både engelsk og også allerede noget dansk. Han går til danskundervisning på Studieskolen i København fire dage om ugen.

Ahmed kommer fra Syrien, hvor han boede i Damaskus. Han er gift og har to børn. Han har arbejdet/haft et renseri i Damaskus.

Mohanad er 20 år gammel. Han har færdiggjort gymnasiet i Syrien, hvor han har boet i Damaskus.
Ahmad er 26 år gammel. Han er uddannet som ingeniør indenfor IT. Han er ugift og har ingen børn.
Mahmoud er 36 år gammel. Han er uddannet mekaniker med biler. Han er gift og har 4 børn. Han er her i Danmark med sin søn, som skal starte i modtageklasse midt i februar. Hans kone og tre andre børn er i Egypten.

Ehmael er her med sin bror. Han er 48 år gammel og kommer fra Damaskus. Han er kommet til Danmark via Egypten.Han har arbejdet med svejsning af biler, men arbejdet var meget hårdt fysisk, og han har nu problemer med sit hjerte. Han er gift og har 3 børn. Hans familie er stadig i Syrien.

Sandholmlejren og Sønderborg 
Jeg bliver fortalt at nogle er kommet til Egedal fra Sandholmlejren og andre fra Sønderborg.
Der er meget positive oplevelser fra Sønderborg. Det var godt i Sønderborg, fordi stedet lå centralt, og det var let at komme i kontakt med lokalbefolkningen og det var et rart sted at være. I Sandholmlejren lå lejren noget udenfor byen, og det gjorde at det var mere isoleret, så der var ikke så meget kontakt til lokalbefolkningen.

Drømme og ønsker for fremtiden
Alle mændene har drømme for fremtiden – og selvfølgelig er disse drømme ikke ens for alle. Ens for alle er dog, at de meget gerne vil integreres i det danske samfund og i Egedals lokalmiljø. De spørger mig om jeg kan hjælpe dem med at skabe kontakt – og jeg lover dem at jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at skabe kontakt både til lokalbefolkningen i Egedal, men også til de lokale virksomheder.

Jeg foreslår helt konkret at jeg vil se om jeg kan skabe kontakt til nogle af de virksomheder, der beskæftiger sig med de baggrunde som de kommer fra. Her håber jeg på  at det er muligt at arrangere et virksomhedsbesøg, så vores nye flygtninge kan se hvordan der arbejdes med deres fagområde her i Danmark.

Ammar fortæller mig, at han er meget glad for at gå på Studieskolen og lære dansk. Det giver ham bedre muligheder for at komme ud og få et job. Han drømmer om at være sammen med sin familie, og at finde et job og en permanent bolig.

Hvad går tiden med?
Jeg spørger ind til hvad de bruger tiden på ,og bliver fortalt, at nogle netop er kommet til Barnekær, og er derfor endnu ikke startet på sprogskole.

Integrationskonsulenten har hjulpet med mange praktiske spørgsmål og gøremål. Der er blevet spillet fodbold på en bane i nærheden.

Københavnerbesøg til bekendte fra deres hjemby i Syrien, som er bosat i andre kommuner er det også blevet til.
Indkøb og madlavning sker i fællesskab.

Jeg spørger ind til sportsklubber eller foreninger om det kunne være interessant. Dette er interessen stor for at vide mere om.

Det syriske folk er meget gæstfrie bliver jeg fortalt. Det er naturligt for dem at invitere folk indenfor, og folk er mere end velkomne til at komme forbi og hilse på.  Der har allerede været flere naboer forbi og byde velkommen, og det har bragt stor glæde.

Inden jeg går bliver jeg inviteret på middag ugen efter. De har lært nogle andre danskere at kende, som de har inviteret på middag, så vi får mulighed for at smage retter fra deres egn. Jeg takker ja, og glæder mig til både at smage deres mad, og absolut også at komme til at lære dem bedre at kende.

Af Pernille Bloch Madsen, EgedalForum