Den 1. søndag i advent kommer julen til Veksø

Søndag den 2. december byder Veksø på JUL I VEKSØ, med juletræsfest i Veksø Hallen og på den traditionsrige juletræstænding ved Veksø Kro, som i dagens anledning har åbnet krostuen.

”Vi glæder os til at kickstarte julemåneden den 1. søndag i advent, som også i år byder på en række forskellige hyggelige juleaktiviteter” udtaler Karen A. Forsting, konst. oldermand for Veksø Borgerlaug, som står for juletræstændingen.

Dagens første arrangement er juletræsfesten i Veksø Hallen fra kl. 12:00 til 14:00. Her vil der være børneaktiviteter, julemand og klovnerier, risengrød og saftevand til børnene og naturligvis salg af den traditionelle og uundværlige flæskestegssandwich samt pølser, øl og vand m.m.

”Juletræsfesten 1. søndag i advent bliver en juletræsfest med noget for både børn og voksne” udtaler Hans-Erik Pedersen, Frivillige hænder i Veksø/Veksø Menighedsråd, som sammen med Veksø Skoles Venner står for juletræsfesten.

Der er familiegudstjeneste i Veksø Kirke kl. 15:00, og kl. 15:30 åbnes Veksø Kro for salg af gløgg og æbleskiver, ligesom der vil være gratis hestevognsture for store og små med afgang fra kroen.

Kl. 16:30 holder Karen A. Forsting fra Veksø Borgerlaug en kort tale inden juletræet ved kroen tændes. Her vil der være julemænd, der danser om træet, og som deler godter ud til børnene.

”Vi glæder os til en hyggelig dag sammen med forhåbentlig rigtig mange fra Veksø og omegn” udtaler Karen A. Forsting, konst. oldermand for Veksø Borgerlaug.

Program:
Kl. 12.00 – 14.00: Juletræsfest i Multihallen
Tilmelding på juliveksoe@gmail.com senest 24. november.
Der er gratis adgang, men et begrænset antal billetter.

Kl. 15.00: Familiegudstjeneste i Veksø kirke
Fra kl. 15:30: Gratis hestevognsture fra Veksø Kro
Fra kl. 15:30: Salg af gløgg m.m. i krostuen
Kl. 16:30: Juletræet tændes ved Veksø Kro, julemænd danser om juletræet med børnene, og der er salg af gløgg og æbleskiver i krostuen

Arkivbilled: Jul i Veksø