Egedal Kommune deltager i Rådet for Sikker Trafiks landsdækkende fartkampagne ”Sænk farten”, som de kommende uger skal minde bilister om at holde hastigheden nede.
I langt de fleste tilfælde overholder bilisterne i Egedal farthastigheden, men særligt under Corona-nedlukningen har der været mere plads på vejene, hvilket har fået nogle til at sætte farten for meget op.
Det er ikke kun farligt at køre for stærkt. Det skaber også utryghed og irritation hos de, der oplever andre køre for hurtigt.
Egedal Kommune har generelt fokus på hastighed og tryghed på kommunens veje. Der foretages løbende hastighedsmålinger for at vurdere, om der er strækninger eller områder, hvor hastigheden er et markant problem, og om der på den baggrund er grundlag for at foretage eventuelle færdselsmæssige tiltag.