Egedal Kommune har netop tilmeldt sig konkurrencen om at blive Danmarks vildeste kommune, og opfordrer alle til at være med i arbejdet for en vildere natur!
Miljøminister Lea Wermelin har udskrevet en konkurrence, hvor landets kommuner dyster om at være Danmarks Vildeste Kommune. En konkurrence, der sammen med kampagnen ”Sammen om et vildere Danmark” skal sætte fokus på at skabe mere vild natur.
På Egedal Kommunes egne arealer er der allerede lavet nye tiltag, og med kampagnen Vild Med Egedal arbejder kommunen på at få borgere, virksomheder og foreninger med i arbejdet for en mere vild natur.
Naturen har brug for DIN hjælp!
Vil du være med til at gøre en forskel for naturen allerede i dag?
Har du fået ’blod på tanden’ og er du klar til at springe ud i kampen om at hjælpe vores plante- og dyreliv i Egedal Kommune?
Der er flere ting du selv kan gøre, for at give naturen en hjælpende hånd. Først og fremmeste at gøre op med dine idéer og tanker om en kontrolleret have. Vi mennesker elsker en slået græsplæne og staudebede uden ukrudt, men det gør insekterne ikke. Insekterne er vilde med ukontrollerede bede, kvasbunker, urørt græsplæne med urter og kløver, hvor de kan finde føde eller gemme sig.
Det er ikke hele haven der skal omlægges. Du kan gøre en forskel allerede bare ved at vælge et lille areal ud på 1-2 m2.
- Tag springet – omlæg et slået græsareal, lad græsset gro, hvor du kan bidrage med biodiversiteten, og få noget flot at se på, mens du bidrager til et øget plante- og dyreliv.
- Så vilde danske planter på et omlagt græsareal – hent Egedal Kommunes helt egne særligt udvalgte urter i en frøpose.
- Lad dit staudebed vokse mere vildt, undlad at fjerne ukrudt og lad det blive til et naturligt vildnis til glæde for insekterne.
- Lav insekthoteller eller kvasbunke til glæde for flere nyttige insekter og pindsvin.
- Flisebelagt have? Du kan stadig gøre en forskel! Lav plantekasser eller krukker med vilde danske urter og lav et lille insekthotel.
Du kan læse meget mere på Egedal Kommunes hjemmeside:
https://www.egedalkommune.dk/vildmedegedal