Der er mange måder at finde energibesparelser på, og Egedal Kommune har taget opgaven alvorligt og gør deres bedste for at spare på energien samtidig med, at der drages omsorg for de mennesker der berøres.
Nye tiltag byder bl.a. på lavere temperaturer i flere kommunale bygninger fraset plejecentre, døgnpladser, vuggestuer, børnehaver, ældreboliger og beskyttede boliger.
Endvidere indføres lukkedag på rådhuset om fredagen, kolde retter i kantinen, unødigt lys ved offentlige bygninger slukkes, og der kigges løbende på nye meningsfulde måder at spare på energien.
Udover at følge regeringen og KL´s anbefaling om nedsættelse af temperaturen i kommunale bygninger, iværksætter Egedal Kommune yderligere en række tiltag i de kommunale bygninger for at spare på energien som følge af energikrisen.
Egedal Kommune følger anbefalingen fra regeringen og KL om at sænke temperaturen til 19 grader i de bygninger, hvor temperaturen kan sænkes uden store menneskelige omkostninger. Dette vil ske fra den 1. oktober.
Skruer ned og lys og varme
Temperaturen sænkes til 19 grader i administrationsbygninger, skoler, klubber, idrætsanlæg og kulturbygninger. Dog vil plejecentre, døgnpladser, vuggestuer, børnehaver, ældreboliger og beskyttede boliger ikke blive omfattet, da det vil have for store menneskelige omkostninger.
Egedal Kommune følger også anbefalingen om at slukke al unødvendig udendørs belysning ved offentlige bygninger, men dette kun, hvor der ikke er fare for person- og/eller materielskade.
– Vi vil derudover lægge et tryghedsparameter ned over vurderingen om, hvor vi slukker. Det nytter jo ikke noget, at vi får slukket så meget, at borgere og medarbejdere bliver utrygge. Men bygningerne vil fremstå noget mørkere end sædvanligt, siger kommunaldirektør Christine Brochdorf.
Alle matrikler undersøges for mulige tilpasninger af lys, varme og øvrige energiforbrugende indretninger. Energistyrelsen har udarbejdet inspirationsmateriale, som kommunen sender til foreninger, idrætsklubber, svømmehaller mv., så alle kan blive inspireret til, hvordan hele kommunen i fællesskab kan sænke energiforbruget mest muligt.
Lukkedag og kolde retter i kantinen
Også på rådhuset vil Egedal Kommune sætte en række omfattende tiltag i gang, så elektronisk udstyr ikke står unødigt tændt, og der vil ske midlertidige ændringer i køkkendriften, så kantinen eksempelvis kun serverer kolde retter.
– Vi har besluttet, at rådhuset lukker helt ned om fredagen fra 7. oktober og resten af året. Det kræver naturligvis nogle omrokeringer blandt andet i forhold til vores borgerservice, som derfor kommer til at udvide åbningstiderne på rådhuset de øvrige dage. Telefonerne er stadig åbne for henvendelser om fredagen, ligesom alle medarbejdere naturligvis står til rådighed. Det har vi gjort os nogle rigtig gode erfaringer med under Corona-nedlukningerne, så det er et greb, vi sagtens kan gøre brug af, siger Christine Brochdorf.
Spar på energien, men altid med omsorg for mennesker
Egedal Kommune har ikke et måltal for energibesparelsen, da der er stor forskel på, hvilke indsatser det er muligt at lave på eksempelvis et plejehjem og en administrativ bygning. Derfor tages der udgangspunkt i den enkelte matrikel, så ledere og medarbejdere er med til at gøre deres bedste for at spare på energien samtidig med, at der drages omsorg for de mennesker, der er i bygningen.
De anbefalede tiltag implementeres senest d. 1. oktober, men Egedal Kommune vil løbende have øje for, hvor det vil være muligt at spare på energien.
– Det er klart, at man må forvente, at vi som kommune går foran i denne omlægning, men vi betragter det i Egedal som en vedvarende indsats, der også har rigtig god sammenhæng til vores målsætninger for miljø og klima og ønsket om at være en grøn kommune. Mange borgere i Egedal interesserer sig brændende for miljøet og er opmærksomme på energispild. Vi får henvendelser, som vi forsøger at reagere på med det samme, og det er positivt, at vi i fællesskab kan gøre en forskel, siger Christine Brochdorf.