Egedal Kommune inviterer til oplevelsesdag i skoven for hele familien d. 30. april

Egedal Kommune inviterer til oplevelsesdag i skoven for hele familien d. 30. april

Lørdag d. 30. april kl. 09.30-13.30 er der mulighed for gode oplevelser med både padder, pandekager, politik og popcorn. Ta’ hele familien med i skoven til en fantastisk (og helt gratis) oplevelsesdag, hvor vi sætter fokus på, hvordan vi formidler og bruger vores smukke natur i Egedal

  • Bag pandekager over bål sammen med KFUM-spejderne
  • Lav dit eget ridder-udstyr – alt fra blomsterkranse til våbenskjolde
  • Følg med vores kulturhistoriker Rolf i historiens fodspor og hør om gamle motocrossbaner
  • Spis en lækker sandwich i det grønne
  • Tag med vores biolog Rikke ud til Nellesø
  • og hør om sjældne sommerfugle og hør om den kommende Naturpark Mølleåen.
Lørdag den 30. april fra kl. 9.30 til 13.30 arrangerer Egedal Kommune en fantastisk oplevelsesdag – helt ude i skoven – i Bastbjerglejren.

Arrangementet inkl. forplejning er gratis, men kræver tilmelding på billetto.dk.
“I den nye Kommuneplan 2017 sætter vi fokus på oplevelse, tilgængelighed og formidling af vores natur, kultur, landskaber og friluftsliv. Derfor inviterer vi nu voksne, børn og foreninger til en rigtig oplevelsesdag i vores skønne natur, hvor man blandt andet kan høre om den kommende Naturpark Mølleåen”, fortæller borgmester Willy Eliasen.

Bustransport ud i skoven og hjem igen

Da Bastbjerglejren vitterlig ligger helt ude i skoven, er der meget få parkeringspladser til biler på Bastbjergvej.
Derfor har Egedal Kommune sørget for bustransport til arrangementet.
Busserne kører efter denne plan:
09.30 Egedal Rådhus, Dronning Dagmars Vej 200 i Ølstykke til Bastbjerglejren.
09.30 Smørum Kulturhus, Flodvej 68 i Smørum til Bastbjerglejren.
13.00 Bastbjerglejren til Egedal Rådhus og Smørum Kulturhus.
– Der er kun begrænsede pladser på skovturen, så skynd dig at tilmelde dig ‘Helt ude i skoven med Egedal Kommune’ på billetto.dk, lyder opfordringen fra borgmesteren.
Du er også velkommen til at ringe og høre nærmere om dagen ved at kontakte Planafdelingen på 7259 7241 eller ved at skrive til os på cpk@egekom.dk

Et smugkig i Kalenderguiden...

Det sker i Egedal

Loader…