Glæd dig til lokale musikalske oplevelser, når Egedal Musikfestival 2022 løber af stablen lørdag den 18. juni i Egedal Centret.
Kæmpe fællessangskor under ledelse af Jakob Høgsbro skyder festivalen i gang Kl. 10.40. Oplev Musik- og Kulturskolens elever og lærere bl.a. Egedal Showband, EMUSO, Sinfonietta, Teaterkoncertbandet, Stadsorkestret, lærerband og mange flere
Det kommer til at foregå i telte på Centertorvet, Søstertorvet, og Søløvetorvet.
Egedal Musikfestival er en årligt tilbagevendende begivenhed, som bliver til i et samarbejde mellem Egedal Centret og Egedal Musik- og Kulturskole. Egedal Musikfestival blev afholdt første gang i 2012. Festivalen løber af stablen i juni hvert år og fungerer både som en koncertevent og som en god afslutning på sæsonen for skolens elever og lærere. Festivalen finder sted fra kl. 10.40-14.00, og der vil være musik i centret samt workshops.
Et solidt samarbejde
Egedal Musik- og Kulturskole og Egedal Centret har igennem en årrække opbygget et solidt samarbejde. Der er megen synergi i dette samarbejde – som løfter kulturen. Egedal Centret arbejder mere og mere med koncerter og events for at give de handlende spændende oplevelser, der er lokalt forankrede, når man besøger Egedal Centret.
Centerkonsulent Sten Jensen fortæller: ”Vi er meget lokalt orienterede og fokuserer på helhedsoplevelser fra – og i nærområdet. Egedal Centret satser generelt på lokale kræfter, både forretningsmæssigt og kulturelt. Derfor er det naturligt at præsentere nogle af skolens dygtige orkestre i løbet af året til f.eks. cafekoncerter og juletræstænding, ”Musik i Butik” og ”På Egne Ben”. og at indgå i dette samarbejde omkring festivalen med musikskolen”.
Mikkel Benn siger:” For Musik- og Kulturskolen betyder placeringen i centret et godt flow af mennesker og nysgerrige, som normalt ikke viser sig ved vores mange koncerter rundt om i kommunen. Musik- og Kulturskolen bestræber sig på at møde alle borgere, og Egedal Centeret er derfor et naturligt valg og en rigtig god samarbejdspartner, hvor vi har et stort gensidigt udbytte af samarbejdet”.
En bred vifte af indslag i alle musikgenrer
I år vil festivalen starte med et stort Fællessangskor bestående af alle interesserede sangglade børn og voksne fra Egedal. Som i 2019 får vi besøg udefra. Jakob Høgsbro vil dirigere Fællessangskoret på Centertorvet v. Kvickly kl. 10.40-11.00. Jakob vil dirigere et par velkendte fællessange og instruere i flerstemmig korsang på stedet på en måde, hvor alle kan være med.
Om Jakob Høgsbro: Jakob er en anerkendt dirigent, musiker og komponist, som Egedal Musik- og Kulturskole har et mangeårigt samarbejde med. Jakob spænder vidt som instruktør og komponist, hvor han bl.a. dirigerer Tritonuskoret, afholder store fælleskoncerter i skoler samt teambuilding for virksomheder.
Musikalsk præsenterer Musik- og Kulturskolen en bred vifte indslag både klassisk musik, sangskrivning, jazz og pop/rock på de to musikscener. Skolen har også kulturskolefag – herunder billedkunst. Der vil være udstilling og workshops med elever og alle andre interesserede i Kulturteltet. Der vil også være rig mulig for at møde og tage en snak med skolens lærere, ledelse og administration i løbet af dagen i Kulturteltet.
Oplev koncerterne fra tre scener – i Søløveteltet (Søløvetorvet), i Centertorv-teltet (på torvet ved Kvickly), i Kulturteltet (Søstertorvet v. pølsevognen).