Start: 25. april 2024
19:00
Slut: 25. april 2024
21:00

Begivenheds Mødested

Egedal Rådhus, Dronning Dagmars Vej 200, 3650 Ølstykke

GPS: 55.779872, 12.1866131

Egedal Arkiver & Museum inviterer i samarbejde med de historiske foreninger på en aften med smuglerhistorier fra Danmark på programmet.

Foredraget finder sted torsdag d. 25. april 2024 kl. 19 i Rådhussalen, Egedal Rådhus, Dronning Dagmars Vej 200, 3650 Ølstykke.
Billetter koster kun 25 kr. og kan købes her: https://www.place2book.com/da/sw2/sales/qr81tropuw

Smuglerlandet

Foto: Forside af bogen: Smuglerlandet Danmark.

Whisky, silke og cigaretter gemt mellem søm, i hemmelige rum og under tøjet. Trillebøre fyldt til randen med brunt sukker og store dunke sprit på slæb. Opfindsomheden var stor, når billige varer skulle fragtes uden om tolderne og ind i Danmark.

Tag med på en rejse ind i historien om smuglerlandet Danmark. Danskere havde i århundreder et mere afslappet forhold til smuglervarer: Der både kunne omfatte ufortoldede smøger og spiritus uden banderoler.

Nils Valdersdorf Jensen, historiker og afdelingsleder ved Svendborg Museum, tegner et ædrueligt portræt af Danmark som smuglerland. Han fortæller om smugleriet i de danske farvande og grænseområder fra midten af 1700-tallet til i dag, og han viser, hvordan staten trods fintmasket kontrol og stramme love mistede kontrollen ved vandkanten. Problemerne var især synlige i Det Sydfynske Øhav. Her havde sømænd og færgedamer vind i sejlene, tolderne lukkede øjnene, og de lokale holdt sammen mod staten – bl.a. på færgen mellem Faaborg og Gelting.

Foredraget bygger på den anmelderroste og prisvindende bog “Smuglerlandet Danmark” og tilføjer helt nye nuancer til fortællingen om Danmark som et tillidssamfund. Få et unikt indblik i de lyssky og fantasirige bestræbelser på at få smuglervarer ind i landet.

 

 

Priser & Billetter
Billetbestilling