Endelig skal julepynten støves af på Skenkelsø Mølle Museum. Den 3. december afholder Ølstykke Historiske Forening og Egedal Arkiver og Museum traditionen tro julemarked, hvor børn og voksne kan komme og lave julepynt, male mel til julekagerne og få et ordentligt skud julestemning.
Arrangementet finder sted lørdag den 3. december kl. 11-15.
Julen synges ind af Slangerup Kirkes børnekor, og der vil blive serveret æbleskiver til alle, gløgg til de voksne og kakao til børnene. På forskellige værkstedsstationer rundt omkring på møllen kan man lave sin egen garnnisse, male en trænisse, lave juledekorationer og havregrynskugler. Alt sammen juleklip og knas, som det blev lavet, da mormor var barn.
De seneste to år har corona spændt ben for det årlige julemarked på den gamle, hollandske mølle, men nu er det tilbage og møllens frivillige er forberedt på, at der godt kan blive spist mange æbleskiver.
Skenkelsø Mølle Museum,
Maglehøjvej 42,
3650 Ølstykke
Pris: Gratis entré.
Enkelte aktiviteter koster 10 kroner.