Forberedelserne er for alvor i gang til Høstnatten den 7. september 2018

Liselotte Stotz, Pernille Bloch Madsen og Sonja Nygaard.

Så er der for alvor kommet gang i forberedelserne til HØSTNATTEN ANNO 2018, som finder sted i Ølstykke Stationsby fredag den 7. september 2018 kl. 16-21.

Som tidligere år vil Ølstykkes hyggelige byfest byde på masser af god musik, madboder, loppestande og foreningsaktiviteter. Der vil være noget for alle aldre.

Igen i år er det Ølstykke Bylaug , bestående af Liselotte Stotz, Sonja Nygaard og Pernille Bloch Madsen, der står bag planlægningen af arrangementet. De glæder sig til en rigtig god og hyggelig aften i fællesskabets tegn. “Vi ønsker at være med til at huske hinanden på hvor meget vores lokalsamfund byder på, og så vil vi gerne være med til at puste mere liv i byen” lyder budskabet fra de tre initiativrige kvinder.

Høstnatten har brug for opbakning
For at sådan en byfest kan blive en realitet er der brug for økonomiske midler. Byfesten finansieres af de mange standpladser fra loppeboder og virksomhedsstande, ligesom Ølstykke Bylaug oplever at blive taget godt imod blandt de lokale virksomheder, men der er stadig et stykke vej endnu til at dække udgifterne til musikken og driften.

“Vi er ikke i tvivl om at vi nok skal nå i mål, og vi arbejder på fuld kraft for at få midlerne i hus, og håber at de lokale borgere og virksomheder vil hjælpe os på vej” siger Sonja Nygaard, der er taknemmelig for den venlige og imødekommende modtagelse hun får hos de erhvervsdrivende på sin vej rundt i Ølstykke. .

Er du virksomhed og kunne du tænke dig at støtte Høstnatten, så er du meget velkommen til at kontakte Ølstykke Bylaug på mail kontakt@oelstykke-bylaug.dk. Alle beløb er velkomne, og sponsorer vil fremgå af Ølstykke Bylaugs hjemmeside og på Bylaugets og Høstnattens Facebook.

Du har som virksomhed også mulighed for at deltage i festlighederne og booke en stand på Høstnatten til en meget favorabel pris.
BOOK HER

Ingen høstnat uden de mange loppeboder…
Alle de mange besøgende elsker at gå på opdagelse i de mange ting og sager man kan finde i de mange hyggelige boder. Og gøre nogle gode rigtig gode røverkøb. Ja, man kan næsten sige at uden loppeboderne ville Høstnatten ikke være det samme 🙂

Har du masser af gode ting og sager, som kunne fortjene en ny ejermand, så book en loppestand på Ølstykkes stemningsfulde aften Høstnatten. Her er alle tiders mulighed for at få solgt ud af genbrugsguldet.

BOOK DIN LOPPESTAND HER

Spejdere, foreninger og sportsklubber 
Allerede nu har foreningslivet meldt sig på banen. SØAM står igen i år bag Høstløbet for børn. Høstnatten er en fantastisk mulighed for at foreningslivet for at promovere sig eller hvad man nu har lyst til. Nogle foreninger laver sjove boder, som børn og voksne kan prøve, mens andre får sig en god snak og informerer om hvad de står for. Mulighederne er mange og gode idéer og initiativer tages imod med kyshånd.

FORENINGER KAN BOOKE DERES STAND HER

Ølstykke Bylaug glæder sig til at se en masse fra både nær og fjern til en stemningsfuld aften med musik, underholdning og masser af glade mennesker.

Ølstykke Bylaug kan kontaktes på kontakt@oelstykke-bylaug.dk