Aase er frivillig oplæser: Glade smil, forventningsfulde øjne og “high fives”!

Der er mange måder man kan gøre en forskel for andre mennesker på. Jeg har netop fået nys om en rigtig god historie, der handler om frivillighed her i Egedal. Aase er frivillig oplæser i en børnehave.

Hun skaber glæde og gode oplevelser for nogle dejlige børn og personalet i børnehaven, men hun nyder også selv de hyggelige stunder.

Måske det også er noget for dig at blive frivillig oplæser?  :-) 

Aase fortæller:
Glade smil, forventningsfulde øjne og “high fives”! Det får jeg hver fredag formiddag, når jeg møder op i “min børnehave”. Gennem biblioteket er jeg blevet oplæser af forskellige børnebøger passende til børn fra 3-5 år i en af kommunens børnehaver.

Jeg har været “tante oplæser” i 2 år, og til at begynde med fik jeg hjælp af de meget venlige bibliotekarer til at vælge passende bøger. Nu kan jeg selv.

Aase fik en fin hjemmelavet julegave fra Rokkestuen (hendes rokkere 😀). Børnene havde selv bestemt teksten, og under hvert hjerte står et rokkenavn. Posen fik hun sammen med en fin æske chokolade. Gæt hvem, der blev glad :-)

Hver fredag får jeg en lille gruppe på omkring 6 børn at læse for. Jeg læser, og vi får en snak om mange “af livets forhold”. Bare så herligt. Det er meget fleksibelt at være “tante oplæser”. Afbud af forskellige årsager både fra min og deres side er ok. Det er meget givende at være sammen med børnene den lille times tid, og jeg går altid glad derfra. Det kan virkelig anbefales. Det er nok overflødigt at nævne, at det er ulønnet.

Sarah, ansat i børnehaven, siger: 

Børnene glæder sig til deres læseven kommer om fredagen. Det gør vi voksne også, da det er en luksus for en lille gruppe børn at sidde i sofaen sammen med Aase på kontoret, hvor de ellers ikke kommer. Det giver os en god mulighed for tættere kontakt med de øvrige fra stuen, da det ofte kniber med tiden. Det er en fleksibel aftale, og vi kan bede Aase om at læse bøger, der omhandler et emne, som vi har taget op i børnehaven. Vi håber, at flere voksne vil melde sig, så andre institutioner også kan få en læseven.

Camilla – leder af børnehaven:

Vi har et samarbejde med biblioteket, hvor vi hver fredag får besøg af ”læse-Aase”, som er frivillig oplæser. Hun har været tilknyttet huset i snart 2 år.

Aase læser bøger med en lille gruppe børnehavebørn, som bliver udvalgt til at deltage ud fra forskellige kriterier, fx behov for sprogstimulering, en gruppe der har behov for at få nogle nye positive oplevelser sammen ud fra sociale relationer, eller børn der har behov for et mindre miljø.

Aase tilfører et nærvær, som børnene har stor glæde af. Hun formår at videregive sin begejstring for bøgernes verden samt lytter til børnenes interesser for nye bøger/genrer.

Et givende samarbejde, der tilfører børnene et værdifuldt læringsrum samt frigiver ekstra ressourcer til det øvrige personale, der hermed har tid til mindre forløb med andre børn.

Stine fra Egedal Bibliotekerne:

Egedal Bibliotekerne har 6 frivillige, der læser højt for både børn og voksne i kommunen, men vi kunne godt bruge nogle flere. Vores projekt hedder Del din læselyst og formålet er præcis dét; at dele læseglæde og læseoplevelser med andre.

Vi, Helen og jeg, hjælper med at få etableret kontakten til fx en børnehave eller et plejecenter, og så give vi gerne inspiration til hvilke bøger, der kunne læses op. Det er super spændende og interessant at se, hvordan samarbejdet udvikler sig og ikke mindst se, hvordan børnene og den frivillige bliver en del af hinandens liv – små venskaber spirer frem i den time, den frivillige er med børnene.

Er det noget for dig eller vil du vide mere, så kontakt Stine eller Helen på hhv. stine.juhl.hall@egekom.dk og helen.hansen@egekom.dk

Helen er Helen Hansen og er ansat på Smørum Bibliotek. Jeg er børnebibliotekar på Ølstykke bibliotek. Sammen tager vi os af den del af Egedal bibliotekernes frivillige, der går under Del din læselyst. Vi afholder netværksmøder for de frivillige med inspiration til læsning og generel videndeling. Så står vi for at etablere og facilitere de frivillige og institutionen: finde ud af hvor (geografisk) den frivillige vil læse op, hvilken aldersgruppe (børn, voksne) og den slags.

Læsning er jo bare godt (det viser forskningen) og tanken om at en flok børn får ro og tid til at fordybe sig i nogle historier med en dedikeret voksen, er så smuk. Og når det sker i samarbejde med det pædagogiske personale i institutionen, er det et gode for alle parter.


Egedal Bibliotekernes opslag efter frivillige oplæsere:

Bliv frivillig oplæser – Del din læselyst og spred glæde!

Kunne du tænke dig at blive frivillig oplæser for børn eller voksne? Og har du lyst til at give din glæde ved læsning videre til andre?

Egedal Bibliotekerne efterlyser nu flere frivillige, som har lyst til at gøre en positiv forskel for andre ved at tilbyde oplæsning forskellige steder i kommunen.

Vi har allerede rigtig god erfaring med at etablere kontakten mellem oplæser og oplæsningssted, det kunne fx være en børnehave. Som frivillig oplæser i Del din Læselyst bestemmer du selv hvilken aldersgruppe, hvor og hvor ofte du vil læse op. Vi hjælper naturligvis meget gerne med at finde bøger, der passer præcis til dig.

Vi arrangerer løbende netværksmøder for alle vores frivillige. Hér få du mulighed for at få inspiration og sparring fra bibliotekarer og de andre frivillige.