Nu kan alle friske børn, voksne og foreninger prøve kræfter med den nye 500 m lange forhindringsbane ved Stenløse Stadion, som giver sjove udfordringer til hele kroppen.
Kom med til indvielse fredag den 10. juni kl. 14 med taler, sunde snacks og mulighed for prøve banen.
Nu får Egedals borgere ekstra gode muligheder for at dyrke motion i grønne omgivelser og udfordre sig selv, familien eller vennerne. Den nye forhindringsbane ved Stenløse Stadion har hele 17 forskellige udfordringer at tage fat på. Her skal der både kravles, klatres, maves og balanceres.
Forhindringsbanen er blevet til virkelighed med midler fra Budget 2021, hvor et fokusområde netop er, at børn og voksne skal kunne bruge naturen i Egedal Kommune til hverdag på en sund og aktiv måde.
Banen er således et af flere tiltag i Budget 2021, som skal give borgerne mulighed for mere natur i hverdagen. Blandt de andre tiltag er cykelstier, udendørs læringsrum for skoler og dagtilbud og fornyelsen af Stenløse Stadion.
Mangfoldige magneter og en god placering
Placeringen af forhindringsbanen ved Stenløse Stadion understøtter samtidig den udvikling af stadionområdet, som allerede er i gang, og som skal bidrage til at gøre stedet til en Mangfoldig Magnet, sådan som det defineres i udviklingsplanen for kultur og fritidsområdet i Egedal.
Alle er velkomne til at deltage ved indvielsen d. 10. juni, både private og foreninger.
Fakta om forhindringsbanen
• Banen er på 500 m med 17 forhindringer og er lavet i et loop, så turen nemt kan gentages.
• Banen er indrettet, så den er attraktiv for både børn, voksne, nybegyndere og øvede , og fx erhvervslivet kan også bruge banen til teambuilding.
• Banen er en del af udviklingen af Stenløse Stadion til en ’mangfoldig magnet’ og ligger også tæt på skole, klub og dagtilbud, som kan bruge banen som et aktivt og udendørs læringsrum for børn.
• Midlerne til banen stammer fra Budgetaftalen for 2021.