Klik på knappen og vis på kort

Ledøje Kirke er måske Egedals største historiske klenodie. Det er en dobbeltkirke efter tysk forbillede – og den eneste i Norden. Den ligger højt mod vest i landsbyen og har en enestående udsigt over det flade landskab.

Kirken ligger lidt skævt på kirkegården. Presset op mod den vestlige kirkemur – og tæt ved naboen Brydegården. Men det har netop noget at gøre med kirkens oprindelse. En stormandsgård eller borg var tæt tilknyttet kirken og dens opførelse.

Kirken blev indviet ca. 1225. Der er sandsynlighed for, at bygherren var Grev Conrad af Regenstein ved Harzen. Han var gift med Ingerth, Knardrup stormanden Jacob Sunesens datter.  De kan have fået området i Ledøje af kongen og ladet en stormandsgård/borg opføre. Det kan dog også være den stenrige Jacob Sunesen selv, der lod opføre kirken i to etager. Jacob Sunesen var 1223-25 i bl.a. Goslar for at få Kong Valdemar Sejr frigivet fra tysk fangenskab. Her har han set den første kendte dobbeltkirke, Liebfrauenkirche, fra 1038 og ladet sig inspirere og fået en tysk bygmester til at opføre dobbeltkirken i Ledøje.

Stueetagen var for tyendet, huskarlene m.v. Overkirken var for grevens familie og gæster. Da han betalte for præst og kirke, blev gudstjenesten forrettet fra 1. sal. Via et firkantet hul mellem de to etager kunne gæsterne i stueetagen lytte og følge med i gudstjenesten. Det må have været et kosteligt syn, når grevefamilien gjorde sin entre i kirken. Dengang var der ikke kirketårn, så familien gik direkte ind i kirkerummet. Man stod op under gudstjenesten og tyendet mv. hilste høfligt på deres høje arbejdsgivere.

Det er en nydelse at gå op i tårnet og se ud mod de fire verdenshjørner. Roskilde Domkirke toner tydeligt frem mod sydvest, og man har milevidt udsyn over et meget smukt og roligt landskab.

Den lille klokke fra ca. 1500, støbt af Oluf Kegge har kimet og kimet i et væk i 1657-59, da den sejrsvante svenske hær marcherede mod København for at erobre hovedstaden, så Danmark kunne blive 100 % svensk. De ranede og ødelagde byens bygninger for at bruge tømmer og sten til deres by Carlstad på det nuværende Bellahøj. Smørums bønder gjorde oprør og dræbte mindst 10 svenske krigere. Tilbage fra den tid er de to enestående kirker, som ikke led samme grumme skæbne som bl.a. Rødovre Kirke, der lå nærmest i ruiner efter svenskernes besøg. De to stoute bygninger har været vidner til grumme ting dengang.

Hvideslægten har stået bag nogle af Sjællands mest imponerende kirker. Hertil hører Ledøje Kirke som med sine to selvstændige kirkerum er i absolut topklasse og altid et besøg værd. Gå op til den øverste etage ad den snoede trappe i selve kirkerummet. Den benyttede grevefamilien. Det bør enhver gæst gøre – og få fornemmelsen af at være herskab på nogle trappetrin i denne vidunderlige historiske bygning.

Kilder og litteratur
Jens Jørgen Nygaards beskrivelse af Ledøje Kirke i Vores Egedals perlestafet.
& Ledøje Kirkes hjemmeside.

Læs mere på: www.ls-kirker.dk

Ledøje Kirke
Kirkevej 6,
Ledøje,
2765 Smørum

Anmeldelser

Skriv en anmeldelse

Anbefal
Uddyb gerne din oplevelse
Hvor mange stjerner
Publicer ...
Din anbefaling er afsendt
Venligst udfyld alle felter
Captcha check failed