Jubilæum: Tønnesen A/S fylder 40 år

Jubilæum: Tønnesen A/S fylder 40 år

Den 1. august kan den lokale Egedal-virksomhed Tønnesen A/S fejre en meget særlig begivenhed. De fylder nemlig 40 år. En flot bedrift i et foranderligt marked! 

Jeg har i den anledning været forbi Frydensbergvej i Stenløse til en snak med direktør Karina Gottlieb.

Jeg har kørt forbi ejendommen i industrikvarteret i Stenløse et utal af gange, men har aldrig tidligere været på besøg. Det glæder jeg mig til.

Karina byder mig indenfor. Det er noget af en uvant situation ikke at kunne give hånd og skulle gå med afstand imellem os, men sådan er det i Corona-tiderne – til gengæld er smilet stort og varmt.

Jeg bliver vist rundt i lokalerne på Frydensbergvej. Kontorene og lageret, og jeg hilser også på et par af medarbejderne, inden vi sætter os i mødelokalet med en god kop kaffe. Her er en rar atmosfære.

Historien
Karina fortæller, at det for 40 år siden var hendes far, Bjarne Tønnesen, der startede virksomheden i en garage på Udlejrevej i Ølstykke. Her handlede de med syartikler til tekstilindustrien i Danmark.

Virksomheden voksede stille og roligt indtil de flyttede ind i lokalerne på Frydensbergvej i Stenløse.

Kabelbindere til el-industrien

I årenes løb er der sket meget for tekstilindustrien i Danmark. Nu er der ikke længere så mange systuer her i landet. Konkurrencen fra udlandet er for stor. Derfor har Tønnesen også i løbet af årene udvidet sortimentet.
De blev importør og distributør af VELCRO® Brand products, som bl.a. sælges til industrien. Velcro bruges i en lang række produkter – både inden for tøj, sko og medicinalindustrien. Også andre brancher bruger Velcro. Skilteindustrien og el-industrien har f.eks. også fået øjnene op for Velcro. I skilteindustrien til montering af skilte, der f.eks. skal kunne skiftes ud, og i el-branchen bruges de som kabelbindere til f.eks. fiberledninger.

Tønnesen A/S sælger tekstiler til børneinstitutioner, og får også produceret flere produkter selv. De har også deres helt egen barnevognssele Snup-Let 2.

Familievirksomhed

Karina trådte ind i virksomheden i 1998. Der skulle ansættes en ny medarbejder, og Karinas far spurgte om ikke det kunne være noget for hende. Hun havde erfaring med både indkøb og salg fra tidligere job i engrosvirksomhed.

De blev enige om at prøve det af. Det har Karina på intet tidspunkt fortrudt. Hun blev lynhurtigt bidt af jobbet, og kunne byde ind med både erfaringer, nye idéer og effektivisering af arbejdsgange.

Karina blev direktør for Tønnesen A/S i 2008 efter et glidende generationsskifte, hvor hun årene forinden overtog mere og mere ansvar for driften. Hun glæder sig dog stadig over at kunne sparre med sin far, og drage nytte af hans mangeårige erfaringer og viden.

Høj kvalitet og fokus på rådgivning og service

Jeg fortæller Karina, at jeg faktisk selv har kendt til Tønnesen i mange år. Jeg var for år tilbage ansat som pædagogmedhjælper i en af Egedals børneinstitutioner. Her fik vi jævnligt besøg af Tønnesens servicemindede konsulent. Hagesmække til vuggestuebørnene, madrasser til sovebørnene, soveposer til krybberne m.m. Kvaliteten var altid i top, men da vi én gang havde problemer med en lynlås i en madras fra Tønnesen, oplevede vi en service ud over hvad man kunne forvente. Konsulenten stak vejen forbi med en ny madras allerede samme dag, som vi havde ringet.

Karina lyser op, da jeg fortæller om min oplevelse. Det er sådan hun håber kunderne oplever dem.

De sætter en ære i at levere produkter i høj kvalitet og at de har en god dialog med deres kunder. Det er vigtigt at kunne yde en god rådgivning og vejlede kunderne til at finde de bedste løsninger.

Tiden er ved at være gået. Jeg takker for et spændende besøg, og ønsker stort tillykke med de første 40 år. Håber på mange gode år fremover for Egedal-virksomheden Tønnesen A/S! 

 

 

 

 

 

 

Lokalnyt

Nyt fra kalenderguiden

Nyt fra Turguiden

Nyt fra Virksomhedsguiden

Nyt fra Madguiden

Nyt fra Shoppingguiden

Nyt fra Fritidsguiden