I dag var jeg en tur forbi den lille landsby Knardrup. Jeg stoppede bilen og gik en tur gennem Knardrup Bygade, hvor en del af husene havde stråtag. 

Vejret var fantastisk, fuglene sang og den lille landsby viste sig fra sin allerbedste side. Det var lidt som at træde ind i en gammel Morten Korch film at gå en tur igennem bygaden. Et meget idyllisk sted tæt på naturen.

Jeg mødte en hundelufter, som viste mig i retning af et dejligt naturområde, hvor der også var en sø man kunne gå rundt om. I det hele taget var Knardrup omkranset af grønne og frodige områder.

Knardrup er en hyggelig lille landsby, der ligger fredfyldt og i naturskønne omgivelser mellem Ganløse, Måløv og Stenløse. Byen rummer ca. 70 huse. Knardrup grænser op til Flyvestation Værløse. Tidligere hørte byen til Stenløse Kommune.

I Vikingetiden var Knardrup en større havneby, da der gik en flod ud til Roskilde Fjord. Denne flod er sidenhen udtørret. I nærheden har man udgravet Knardrup Kloster.

Har man skolebørn, hører børnene til på Ganløse Skole, ca. 3 km. fra Knardrup. Der går skolebus fra Knardrup til skolen.

Det tager mindre end end 25 min i bil at komme til København.