Der er så mange dejlige ture at gå i Egedal, og på Vores Egedal vil vi gerne inspirere dit til at komme ud på nye ture. Denne beskrivelse og billeder er indsendt af Anne Mollerup fra Stenløse. 

”Spritruten”

Har du lyst til en gå tur på ca. 5 km i Stenløse i den skønne natur, så skal du prøve at tage gå turen langs markerne i den sydlige del af Stenløse. I gamle dage blev den kaldt ”Spritruten”. Når folk havde været i byen i Roskilde (eller Stenløse) og fået en del at drikke var denne rute foretrukken da trafikken var minimal og man sjældent blev stoppet af en betjent. De små veje gennem Gundsømagle, Ågerup og St. Valby førte til Roskilde. Vejen er nu lukket af store sten og er i øvrigt privat, så du kan ikke længere køre denne vej.

Solnedgang ved Blæsenborgvej

Blæsenborgvej

Hvis du fortsætter hvor Bauneholmvej slutter og videre af grusvejen Blæsenborgvej får du et godt blik ud over markerne. På en klar dag kan du se ind til Måløv og silhuetten af Storkøbenhavn i baggrunden. Fortsæt knap 1,5 km og du kommer til Værebro Å.

Værebro Å - Vores Egedal

Broen ved Værebro Å

Værebro Å

Lige inden Værebro Å går du forbi et engområde hvor der er mange vildfugle. I foråret kan man være så heldig at se storken når den lægger vejen forbi.

Når du går ud på træbroen som krydser Værebro Å, så gør dig den tjeneste at stoppe op og nyd naturen og udsigten. Du kan se åen bugte sig gennem landskabet og måske kan du ligefrem mærke historiens vingesus af vandvejen som de gamle vikinger benyttede sig af. Dengang var den naturligvis større og bredere.

Fiskesøen

Fortsætter du ca. 250 m videre over broen kommer du til grusgraven. Her bliver du mødt af en hyggelig fin sø. Rigtig mange fisker her, da det er en Put and Take sø.

Hvis du vil fiske i søen skal du huske at have fisketegn og købe adgang til at fiske. Du kan læse mere om hvordan du kan benytte fiskesøen på Simons Put and Take. Der er i øvrigt også en børnesø.
At gå tur langs fiskesøen er forbeholdt Simons Put and Take gæster med gyldig adgang til at fiske.

Bemærk venligst

Grusvejen fra Stenløse siden er privat og kørsel er derfor ikke muligt. Skal du til Fiskesøen i bil skal du komme ad Holmevej fra Østrup eller Gundsømagle.

Det er ikke tilladt at have hund på området ved fiskesøen.

Vi takker Anne for en fantastisk beskrivelse, som vi håber at flere vil nyde. Det krævede lidt overtalelse, da Anne helt bestemt mente at det var hendes eget “hemmelige sted” 🙂