Mød savannedyr på cykelturen

Det bliver sjovt at cykle i skole, når den nye SuperZookelsti mellem Veksø og Stenløse bliver indviet den 2. maj.

Hvordan kan man motivere skoleelever til at vælge den mest sikre cykelsti til skole, og hvordan får man dem til at huske cykelhjelmen?

Egedal Kommune valgte at løse udfordringen sammen med de elever, der skal bruge cykelstien, blandt andet gennem en workshop med 70 elever fra en lokal skole. Resultatet er en meget utraditionel og meget innovativ løsning, hvor lysende skulpturer af blandt andet afrikanske savannedyr skal gøre det sjovt at cykle til skole og huske cykelhjelmen.

Lysshow på cykelstien

I to områder på cykelstien, der løber langs med S-banen mellem Veksø og Stenløse, vil der blive opstillet i alt 9 store skulpturer af forskellige dyr som elefant, zebra og sommerfugl med en højde på helt op til 2,2 meter.

Dyrene er udført i corten og har indbyggede LED lys, der vil lave et kort lysshow, når en cyklist med en chip på cykelhjelmen kommer forbi. Der er op til 6 forskellige lysshows man kan vælge imellem via en hjemmeside.

 

Du kan læse mere om projektet på kommunens hjemmeside:
http://www.egedalkommune.dk/superZOOkelsti