Hvis du er ung og elsker musik, bliver du simpelthen nødt til at tage med på Musikstarter i Stenløse Kulturhus i efterårsferien. Sådan lyder budskabet fra de unge jeg har talt med i Ungehuset Hampen. Og efter at have hørt deres personlige beretninger fra tidligere Musikcamps, så er jeg fuldstændig enig: Skynd dig og tilmeld dig. Kort sagt: KOM AFSTED UD OVER DE MUSIKALSKE STEPPER!
En almindelig torsdag aften i Ungehuset Hampen
Nogle unge står i en klynge og snakker udenfor. De smiler imødekommende, da jeg går hen til dem og spørger om vej til Hampens musiklokale. “Ovenpå” bliver der svaret og peget, og da jeg begiver mig op af trapperne, kan jeg da også høre at det er her “musikken spiller”.
Da jeg var ung havde jeg flere venner, der var fast inventar på Hampen. Jeg boede selv i Stenløse og her var det “Linjen” jeg hang ud i – men Hampens fester blev flittigt besøgt. Sikke dejlige tider at tænke tilbage på. Nu er det en ny generation af ungdom, der får minder for livet fra dette fantastiske sted.
Musikaliteten blomstrer
På første sal sidder to piger og spiller klaver og synger, da jeg træder ind i lokalet. Et nummer jeg kender fra radioen. Stemmen er klar og smuk. Store smil bliver jeg mødt med.
Jeg går videre ind i et øvelokale, hvor der også er aktivitet. Her er et hold af unge gutter i gang med at øve. Jeg bliver varmt modtaget af Benjamin Ackermann, som har lovet at fortælle mig en masse om MUSIKSTARTER som bliver afviklet i efterårsferien i Stenløse Kulturhus.
Benjamin er campleder for Musikstarter Egedal, og arbejder til dagligt i Ungehuset Hampen.
Han lægger ud: “Musikstarter er et helt fantastisk tilbud til unge mellem 13 og 18 år, der brænder for at spille musik” og uddyber med at fortælle, at det er en camp, der nu bliver afholdt for 7. gang.
Musikstarter blev oprindeligt grundlagt af det danske band Nephew, som ønskede at få flere større børn og unge i Danmark til at opleve glæden i at være sammen omkring musik. Kerneværdierne i Musikstarter er Flid og Fællesskab.
I dag er det Nephew, Roskilde Festivalen, Bikubenfonden og Ungdomsringen som står bag med opbakning fra andre aktører. Et firekløver, som iflg. Benjamin giver helt unikke muligheder, idet Roskilde Festivalen byder på stærke danske navne, som også kommer og spiller koncert og deltager i workshops på campen. En god inspiration for de unge, når de møder forbilleder, som deler ud af deres erfaringer.
Musikstarter findes i flere byer. Egedal har sin egen camp, som bliver afholdt i Stenløse Kulturhus i efterårsferien. Her kommer unge fra hele landet – og en del også fra Egedal – og deltager i workshops, spiller musik, skriver sange og komponerer, optræder ved koncerter og lytter til de andre, mens der knyttes stærke bånd og venskaber!
Musikstarter er for ALLE der brænder for musikken. Både begyndere med ganske lidt erfaring – og de “garvede” unge som har spillet i flere år.
Benjamin introducerer mig for en gruppe af de unge, som har indvilget i at tale med mig.
Årets højdepunkt
Jeg hilser på Laura, Christine, Carolina og Bjørn, der har samlet sig omkring klaveret. Alle er de rørende enige. Hvis man er den mindste smule i tvivl om man skal tage afsted, så er det bare om at tilmelde sig. Også selvom man er alene. Man skal nok lære en masse nye mennesker at kende!
“Det er den fedeste tid på året – en uge i musikkens tegn, og stedet hvor man får en masse venner som alle er vilde med musik!”
At møde en masse nye mennesker
For 17 årige Laura fra Smørum, så er der slet ingen tvivl om at hun skal med igen i år. Hun beskriver sig selv som en meget udadvendt type, der elsker at møde en masse nye mennesker og få nye venner. Og det gør man på MUSIKSTARTER!
Uanset hvilken genre musik du spiller, og om du er 13 eller 18 år, så er det bare fedt på Musikstarter. Man kommer ud i workshops med nogen man ikke har mødt før, og så spiller man sammen og øver og lærer hinanden at kende.
Det fede er, at vi allesammen har én ting vi ved vi har til fælles: At vi alle elsker musik!
Købte en guitar for at komme med på MUSIKSTARTER
Christine Mardov-Johansen, 16 år fra Ølstykke fortæller, at hun skal afsted for 2. gang. Sidste år var hendes første gang. Hun havde flere venner, som havde været med året før, som bare var ellevilde da de kom fra campen.
Derfor VILLE Christine med året efter, selvom hun faktisk slet ikke spillede musik. Hun købte sig derfor en guitar og gik i gang med at lære at spille, og på trods af at hun kun havde spillet guitar i fire måneder tilmeldte hun sig Musikstarter Campen. Det var dog ikke uden sommerfugle i maven. Da hun kom afsted var der mange deltagere, der havde spillet i flere år, og hun blev voldsomt nervøs for at falde igennem. Men da deltog i guitar-workshops viste det sig, at det slet ikke var noget problem at være på forskellige niveauer, og hun lærte en masse af at spille og snakke med de andre guitarister.
Mødte kærligheden på MUSIKSTARTER
Jeg spørger lidt nysgerrigt om der også er plads til romantik på MUSIKSTARTER.
Bjørn og Carolina kigger på hinanden og klemmer hinandens hænder. De mødte hinanden på campen og har været kærester lige siden.
Når man er sammen på Musikstarter, så er det fede at man altid har musikken at være fælles om. Så man ved med sikkerhed at man har en fælles interesse.
Jeg takker de unge mennesker for vores snak. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at hold fest hvor ville jeg gerne have været med på sådan en camp, hvis det havde eksisteret da jeg var på deres alder! Hvem ved om jeg så havde været en “Medina” i dag 🙂
Om Musikstarter – Camp Egedal
Løber af stablen d. 14. – 18. oktober 2019 i skolernes efterårsferie.
5 dage med masser af musik, nye venner og oplevelser for livet.
Det koster 800 kr.
Musikstarter Camps er arrangeret i et samarbejde mellem ungdomsskoler, spillesteder, musikskoler, folkeskoler med flere. Du modtager gratis undervisning, eksklusive minikoncerter og foredrag, en Musikstarter trøje og frem for alt en masse nye gode venner og oplevelser. Deltagerbetalingen på 800 kr. går til forplejning og ophold. Musikstarter støttes økonomisk af Ungdomsringen, Bikubenfonden, Roskilde Festival og deltagende kunstnere.
Vil du vide mere, så kan du læse meget mere på Musikstarters hjemmeside. Det er også her tilmelding foregår:
http://www.musikstarter.dk/camps-2019/egedal/
Musikstarter Egedal på Instagram
Vil du følge med på sidelinjen, så tjek Instagram:
https://www.instagram.com/musikstarter_egedal/

Fra venstre campleder Benjamin Ackermann, Freya Kay underviser i år på Musikstarter-campen. Hun har tidligere været med som frivillig. Benjamin Oster er i år med som frivillig. Han har tidligere været deltager på campen.