Så er der godt nyt for bage- og kage-elskere i Egedal! Er du vild med bagedysten og elsker du duften af friskbagte kager, så kan du godt begynde at glæde dig!
Til november åbner butikken MÅMS i Egedal Centret. Et kageunivers med Stenløse-borgeren Jessie Rose bag disken.
Jeg fik lov at stikke hovedet indenfor til en snak, mens der bliver arbejdet på højtryk på indretning af lokalerne! Jessie var i fuld gang med malerpenslen, da jeg kom.
Butikken har første åbningsdag fredag den 10. november. Måms bliver en fysisk butik med webshop. Jessie glæder sig til at byde indenfor i det vildeste kageunivers fyldt med pastelfarver og alt hvad hjertet begærer, når det gælder bagværk og tilbehør.
Butikken kommer både til at byde på kageartikler for de, der elsker at bage. Herudover vil der være festartikler til f.eks. borddækning til børnefødselsdagen. Det vil desuden være muligt at købe festkager på bestilling til eks. jubilæum, temafest, dåbskage m.m.
Udover det vil der være lækre to-go med Bubble tea, lækker kaffe og Dagens Kage bagt i det nyindrettede køkken, som rummer muligheder for kurser og workshops.
Jessie har altid holdt meget af Egedal Centret. Hun er oprindeligt fra Ølstykke og bor nu i Stenløse med sin familie. Hun er mor til tre drenge og gift med Jonas. Jessie fortæller, at hun er typen, der altid kommer til at engagere sig i skole-arrangementer m.m. Og gerne noget med en god kage, griner hun.
At bage kager har altid været en lidenskab og er forbundet med både hygge, forkælelse og festligheder, og hun kan slet ikke vente med at hendes passion nu får mere plads i hverdagen!
Lige nu er der travlt med at gøre lokalerne klar. Der bliver malet og indrettet med masser af smæk på pastelfarverne og kulør, krymmel og festfyrværkeri. Der er slet ikke tvivl om at det bliver en festlig oplevelse at besøge MÅMS, når den åbner til november – Glæd jer!
Vil du være opdateret på nyheder fra butikken, så kan du allerede nu følge med på:
Instagram: Maams.dk & Facebook: MÅMS

Der er skruet godt op for pastelfarverne. Det bliver en fest!
Køkkenet er ved at blive indrettet til Dagens Kage og mulighed for workshops og kurser