Ikke alle borgere profiterer af samme type af sundhedstilbud, og derfor er det en glædelig nyhed, at Egedal Kommune har fået tildelt midler fra en pulje til et tværgående projekt for borgere med både kroniske sygdomme og psykosociale vanskeligheder. Borgere der via socialpsykiatrien modtager støtte i eget hjem, borgere der bor i kommunens socialpsykiatriske botilbud og borgere i rusmiddelhandling.
Denne gruppe af borgere har de samme sygdomme og behandlingstilbud som andre borgere, men de lever kortere, bl.a. fordi de har svært ved at benytte de etablerede sundhedstilbud.
Initiativet er et koordineret samarbejde mellem Egedal Kommunes Center for Social Service og Center for Sundhed og Omsorg og skal munde ud i udvikling af sundhedstilbud sammen med og til borgere med psykosociale vanskeligheder.
– Hvis vi vil lighed i sundhed, skal vi bl.a. udvikle sundhedstilbud, der er designet til bl.a. borgere med psykosociale vanskeligheder. Tilbud, der tager hensyn til målgruppens særlige behov, og som fungerer i praksis – fuldstændig i tråd med sundhedspolitikken, der jo netop lægger op til, at det skal være nemt at leve sundt, siger formand for Social- og Sundhedsudvalget Vicky Holst Rasmussen.
Egedal Kommune er tildelt 1,3 mio. kr. til dette projekt.
Vil du vide mere – se Egedal Kommunes hjemmeside.