Foto: clausbirch.dk

ØFC beholder førstepladsen efter uafgjort

Kampen lørdag mellem rækkens nr. 1, ØFC, mod rækkens nr. 10, Allerød FK, blev nøjagtigt den udfordring, som cheftræner Kim Schrøder Hansen havde forudset. ØFC kom hjem med det ene point efter at have været bag ud 1-0 til hen sidst i kampen.

Det var en kamp, hvor begge hold havde en halvleg. Efter 10 minutter i første halvleg, hvor ØFC startede noget nervøst, kom de ind i kampen og overtog fuldstændig spillet. Der var flot kombinationsspil over begge fløje, gode løb og et hav af chancer, som enten ikke blev brugt eller blev misbrugt. Største mulighed kom i det 41. minut efter et boldtab i AFK’s forsvar, hvor Stefan Jensen erobrede bolden og pludselig var alene med AFK’s målmand. Desværre ramte afslutningen venstre målstolpe og gik i spil igen. Mathias Wolf afsluttede på andenbolden direkte mod trekanten, men den bold fik AFK-målmanden viftet ud til hjørne

0-0 ved halvleg

Anden halvleg startede med en stor chance efter 3 minutter til Stefan Jensen. Mads Nordby trak op i venstre side og spillede ind til Stefan Jensen, der afsluttede, men igen lykkedes det AFK-målmanden at redde bolden oppe i højre hjørne af målet. I det 6. minut fik ØFC den første advarsel. AFK headede et hjørnespark på overlæggeren. Som halvlegen skred frem begyndte ØFC’erne at virke trætte, og midtbanen blev overladt til AFK, der efterhånden spillede sig frem til flere chancer. ØFC havde flere gode opspil og indlæg fra højresiden fra Matthias Pointinger og Marcus Wiberg, men igen kom ØFC enten ikke frem til afslutning, eller chancen blev misbrugt. I det 18. minut blev ØFC straffet. AFK spillede sig igennem i deres højre side. Bolden blev sendt fladt ind foran mål, hvorfra en AFK’er kunne sætte bolden ind til 1-0. 2 minutter senere headede AFK igen på ØFC’s overlægger, der var lige som lagt op til endnu en AFK-scoring.

Anden halvleg skulle hen i det 38. minut før forløsningen kom. Frispark til ØFC uden for AFK’s straffesparksfelt. Sikkerheden selv i en sådan situation, Matthias Pointinger, gik til bolden. Samtidig sad en gruppe lystige unge AFK-folk bagerst oppe på tribunen. Den ene udtalte: ”Hvis de scorer nu, holder jeg oppe med at drikke – jeg har aldrig set Ølstykke score på frispark”. Og hvad skete – det mest smukke følte frispark blev blødt sendt over AFK-muren og flot ind i venstre side af målet. AFK-målmanden så det ikke. Det gjorde der i mod de unge lystige AFK-folk, der blev helt stille. Om ”han” er stoppet med at drikke, får vi nok aldrig at vide ?

Scoringen gav ØFC lidt luft, og de fightede for sejrsmålet, som desværre udeblev.

Chancerne var der til ØFC, men målene udeblev. På den anden side, havde AFK også deres store muligheder, men her var heldet et par gange med ØFC. Set over hele kampen, var det fint at køre hjem lørdag eftermiddag fra Allerød og føle, at vi havde vundet 1 point.

Igen gav cheftræneren plads på holdet til de unge spillere. Marcus Wiberg, Kristoffer Arndal og Magnus Pedersen kom alle i kamp. Det er imponerede, hvordan de griber chancen. Fysisk havde et par af dem det lidt vanskeligt med flere noget tungere AFK-spillere. Men vigtigst af alt, de havde kampgejstsen, og flere gange vandt de duellerne. Der håb forude for ØFC med den ungdom.

Med det ene point beholder ØFC rækkens førsteplads med sammen antal point som FC Rudersdal på anden pladsen.

Allerød FK 2 vs ØFC senior 1 lørdag den 20. oktober 2018 kl. 15:00: 1-1.