Pressemeddelelse:
Sportschef i Ølstykke FC Michael Hansen meddelte sent onsdag aften, at klubben har valgt at afbryde samarbejdet med træner for herre senior 1 Morten Agerbæk.
Vi har i den sportslige ledelse og i klubbens bestyrelse haft et strategisk eftersyn bagudrettet og fremadrettet. Vi har kigget på vores resultater både sportsligt og organisatorisk fra den tid, der er gået som selvstændig Ølstykke FC. Vi har kigget fremad og har vurderet på, hvad vi i fremtiden gerne vil opnå på den lidt længere bane. I dette perspektiv har vi vurderet og besluttet, at tiden nu er inde til at ændre på forskellige parametre og skifte kurs og herunder også det sportslige. Én af beslutningerne vi har truffet, er at skifte ud på trænerposten for vores herre senior 1. Vi er herefter blevet enige med træner Morten Agerbæk om, at vi fra dags dato afbryder samarbejdet.
Vi har i Ølstykke FC været utrolig glade for vores samarbejde med Morten Agerbæk. Morten er et fantastisk menneske med stor rummelighed og fokus på det sociale. Vi har meget at takke Morten for i forhold til det store arbejde han har lagt i at etablere Ølstykke FC’s førstehold og ikke mindst for hans resultat med en suveræn oprykning fra serie 3 til serie 2. Det kunne vi ikke have haft en bedre træner til. Jeg og hele Ølstykke FC siger et kæmpe tak til Morten og ønsker ham al mulig held og lykke i fremtiden.
Som en midlertidig løsning overtager sportschef Michael Hansen træningen af herre senior 1.
Som ekstra ressource i seniorafdelingen trækkes Jan Strøm ind i trænerteamet. Formålet er støtte til både midlertidige senior 1 træner Michael Hansen og senior 2 træner Brian Slovic-Petersen. Jan Strøm er et kendt ansigt i Ølstykke FC, hvor han gennem de sidste 15 år har haft forskellige roller bl.a. som træner for forskellige herre- og kvindehold. Jan’s egen fodboldkarriere som senior tæller klubber som B1903, FC København 2 og Ølstykke FC 2. Jan kan med sin sportslige erfaring understøtte begge træneres arbejde.
Processen med at finde en ny senior 1 træner sættes i gang med det samme, så der er den nødvendige tid til at finde den rette person.
Spørgsmål til ovenstående kursskifte og interesserede trænere er velkomne til at kontakte sportschef Michael Hansen på mail n-formand@olstykke-fc.dk eller tlf. 4128 7132.