“Jeg skal ned og hilse på den nye frisør “Sanne R” som er flyttet ind på første sal hos Allure”, nåede jeg lige at fortælle derhjemme, inden jeg smuttede ud af døren. Og nu bliver jeg præsenteret for Rose, som er indehaver af salonen. Hvordan hænger det lige sammen. Hedder hun så ikke Sanne?
Rose griner og forklarer, at hendes fulde navn er Rose Sanner Ørnbøll – så salonens navn kommer af hendes mellemnavn.
Så blev jeg klogere – Sanner Hair & Makeup!
I september åbnede Sanner Hair & Makeup frisørsalon i lokalerne på første sal i Egedal Centret hos Allure by Julie Thorsen.

Stemningen er fantastisk
Jeg besøger salonen en onsdag til en snak. Jeg føler mig med det samme i godt selskab da jeg træder ind ad døren. Stemningen i salonen er god og jeg bliver modtaget med store smil. Man kan mærke, at kemien er rigtig god mellem Rose og Julie, som er indehaver af Allure.
Venskab fra mødregruppen
Rose bor i Stenløse med sin mand og to børn 6 og 10 år.
Hun er opvokset i Køge og har boet i Stenløse i ca. 9 år.
Hun fortæller, at hun kender Julie fra deres mødregruppe med hendes yngste på 6 år. De knyttede hurtigt et varmt venskab, som de har bevaret, også efter barslen var overstået.
Da Julie sidste år sprang ud som selvstændig med egen skønhedsklinik fulgte Rose interesseret med på sidelinjen. De inspirerende historier pustede til ilden og Roses egen drøm om en dag at stå på egne ben, men hun havde aldrig tidligere haft modet til at gøre noget ved drømmen.
Manden derhjemme bakkede op og opfordrede til at hun skulle tage springet, og da Julie havde lokaler og åbne arme, og børnene nu er blevet større, så var tiden inde til at leve drømmen ud!
Kærlighed til faget
Rose fortæller begejstret, at hendes kærlighed til faget bare er blevet endnu større, efter hun er startet selvstændig.
Frisørfaget er for hende ikke bare et arbejde, men en livsstil, og hun nyder at kunne være kreativ hver dag.
I hendes egen salon har hun valgt at sætte mere tid af til hver enkelt kunde, så der er ekstra plads til nærvær og fordybelse, og at kunne give kunden den bedste behandling. Det har hun allerede fået mange positive tilkendegivelser over fra kunderne. Nogle har udtrykt taknemmelighed over at kunne “være sig selv” i hendes stol.

“En glad kunde” 🙂
Hun elsker også når børn, der kommer utrygge ind, ender med at gå fra salonen med store smil, en ny klipning og en oplevelse. Nogle børn kommer ud med grønt hår, griner Rose, som har valgt som lidt ekstra for børnene, at de kan få lov at få farve i håret. Det er så vigtigt, at de også føler sig som noget særligt, og får en god oplevelse ved at komme her hos mig, fortæller hun.
Allerede nu er det rygtedes at, Rose er gået selvstændig, og hun har fået kunder som kommer langvejs fra for hendes håndværk. Det er et kæmpe klap på skulderen, smiler Rose.
Grønne produkter
Sanner Hair & Makup har valgt at bruge produkter i klinikken med en grøn profil. Valget er faldet på mærket INSIGHT. Produkterne indeholder minimum 96% naturlige ingredienser, vegansk, fri fra syntetiske farvestoffer, bruger genanvendt polyester-flasker, samt alle ingredienser stammer fra certificerede økologiske landbrug.
Produkterne er derfor milde og skånsomme.
Rose er samtidig blevet spurgt til, og skal fremover, undervise andre frisører i farveteori og teknikker og afholde kurser. En spændende udfordring, der er med til at holde hende skarp på det nyeste indenfor frisørbranchen. Et kæmpe klap på skulderen. Det sker ikke ofte i faget, at man bliver opdaget på denne måde.
20% Introduktionstilbud på ALLE BEHANDLINGER resten af 2021:
Hun håber på at se en masse nye ansigter i den kommende tid og glæder sig også til at gense alle de kunder, som hun allerede har haft glæden af at klippe eller farve.
Book via hjemmesiden: www.allure.onlinebooq.dk
Du finder salonen på første sal i Egedal Centret på adressen:
Sanner Hair & Makeup
Egedal Centret 44b, 1 Sal,
3660 Stenløse
Tlf. 20 22 70 88
Læs mere på hjemmesiden: https://www.sannerhair.dk
Jeg kan varmt anbefale at følge med på salonens sociale medier, som byder på masser af inspirerende billeder:
Facebook: https://www.facebook.com/Sannerhair
Instagram: https://www.instagram.com/sannerhair