Samet Iskender har flere års erfaring som kørelærer og har nu åbnet sin egen køreskole Egedal Trafik – kun et stenkast fra Egedal Gymnasium & HF på Knud Bro Allé i Stenløse op til Egedal By.
I marts kunne han byde det allerførste teorihold velkommen i de nyindrettede lokaler med bløde biografsæder og hyggelig atmosfære.
Jeg har inviteret mig selv på et besøg og en snak i Samets nye lokaler. Jeg møder ham en halv time inden hans teori-hold starter.
Man føler sig med det samme i godt selskab med Samet. Han har en helt særlig rolig måde at være på. Er meget imødekommende og fortæller om hans arbejde. Der er ingen tvivl om, at han er glad for det han laver, er velovervejet og har gjort sig tanker om hvilke værdier hans køreskole skal bygge på.
En anden baggrund
Han er oprindeligt uddannet fysioterapeut og havde forestillet sig at hans arbejdsliv skulle forme sig anderledes, men det er som om at “vejen” i bogstaveligste forstand har ført ham til hvor han er i dag.
Da han studerede til fysioterapeut, arbejdede han om aftenerne og i weekenderne som taxachauffør for at tjene penge. Han var en dygtig chauffør og holdt af at sidde bag rattet. Efter endt uddannelse viste det sig, at være svært at komme til at arbejde inden for det område han brændte for. Det gjorde, at han begyndte han at tænke i andre baner.
Uddannelsen havde til gengæld givet ham erfaring i at undervise mange forskellige målgrupper og bruge forskellige undervisningsformer målrettet den enkelte, og så er han blevet en god ”menneskekender”. Kombineret med hans erfaring som taxachauffør, solide køreevner og rolige væsen viste det sig at være den helt rigtige opskrift på en god kørelærer!
Han uddannede sig derfor og blev kørelærer i 2019. Han fortæller med et smil, at han har kørekort til samtlige typer af køretøjer. Han har siden 2019 arbejdet som kørelærer for en lokal køreskole og fik efterhånden en drøm om at starte sin egen køreskole med sit eget DNA.
Læring i rolige omgivelser
Samet har glædet sig meget til at åbne. Han bruger alle sine evner på én gang, han har en fleksibel arbejdsdag, som passer i hans familieliv med to børn – og han elsker det!
Han fortæller med et smil, at han i flere år har drømt om at få sin egen køreskole, og at navnet Egedal Trafik fandt han på for længe siden og domænet købte han for flere år siden.
Han er opvokset i Ølstykke og har et stærkt tilhørsforhold til området. Det skulle selvfølgelig også være i Egedal at hans køreskole lå. Han har brugt meget tid på planlægning, opbygning af hjemmeside, tilpasning af online-systemet og nu er alt endelig oppe at køre og fungerer. Lokalerne er også helt perfekt placeret i forhold til gymnasiet, hvor en stor del af køreskole-eleverne går.
Det tager sin tid at starte en køreskole op og opbygge en kundekreds. Det handler om tillid, når man vælger køreskole og kørelærer. Mange vælger kørelærer på anbefaling fra andre. Han bliver dog glad, da jeg fortæller ham, at han har et godt ry og bl.a. blev anbefalet til min egen søn, som nu er startet hos ham og er glad for det.
Samet har derfor også kalkuleret med, at ikke alle holdene er fyldt op fra starten af. Han har oplevet en positiv modtagelse af hans køreskole. I starten har der været mange spørgsmål og gode snakke med forældre og elever. Nu tikker tilmeldingerne stille og roligt ind til de nye hold.
Samet er af den overbevisning, at elever lærer bedst i rolige omgivelser, hvor der er plads til at stille spørgsmål, og fordybe sig i de forskellige emner. Derfor har han valgt, at hans teorihold vil foregå i mindre grupper med max. 9 på hvert hold, og det ser ud til at tiltale mange. På mange andre køreskoler er det store teorihold, som godt kan afskrække nogle, som ikke er så glade for at stille spørgsmål eller lave fejl foran andre. På små hold opnår man en anden fortrolighed og tillid og det er hans overbevisning, at eleverne så er mere åbne for læring.
Klokken er ved at være mange og eleverne begynder at indfinde sig i de bløde biografsæder. Jeg takker for besøget og ønsker ham god vind på turen!
Egedal Trafik
Knud Bro Allé 8
3660 Stenløse
Mail: info@egedaltrafik.dk
Introduktionstilbud:
Egedal Trafik har et særligt tilbud for de første hold, hvor der er mulighed for at spare mange penge.
Læs mere på hjemmesiden: https://egedaltrafik.dk eller Facebook: https://www.facebook.com/profile.php?id=100089201026822

Egedal Trafik, Knud Bro Alle 8 i Stenløse