Glæd dig til en af de hyggelige sommerferieaktiviteter for børn på Skenkelsø Mølle Museum – Lørdag d. 6. juli kl. 10 – 14.
Har du nogensinde prøvet at bruge en metaldetektor? Det kan du prøve som arkæolog for en dag, når jagten går på at finde oldsager.
Når man er blevet instrueret i brugen af metaldetektor, vil der være lejlighed til at møde eksperter i detektorfund fra Egedal Detektorforening, der vil give yderligere tips. Man vil med hjælp kunne afsøge en mark for mulige fund.
Kan du selv samle en krukke, som du har fundet i udgravningen?
Slå også mønt, som det blev gjort i vikingetiden. Du kan fremstille din egen ’Egedaler’ i guld eller sølv.
Der vil desværre ikke være mulighed for at besøg møllen på denne dag, da selve møllen og gårdspladsen er afspærret på grund af renovering af ladebygningen, hvor der er etableret byggeplads og opsat stilladser. Det bliver til gengæld meget flot, når det nye tag i egetræsspån bliver færdig til sensommeren.
Nyd en kop kaffe og kage i møllehaven. Det er også i møllehaven dagens aktiviteter vil foregå – og på marken nedenfor møllen.
Juli måneds mølledag indgår i Egedal Kommunes tilbud til børn og unge i sommerferien. Det er ikke nødvendigt med tilmelding, bare mød op med højt humør.
Arrangementet foregår på Skenkelsø Mølle Museum, Maglehøjvej 42, 3650 Ølstykke og er arrangeret i samarbejde med Møllelaug og Ølstykke Historiske Forening.