Stationsbyens populære strikkecafé Moster Kenneth flytter efter sommerferien til nye lokaler i Egedal Centret.
Det er knap 3 år siden Moster Kenneth åbnede på Stationstorvet i Ølstykke. Caféen har lige fra starten haft mange besøgende på grund af den gode atmosfære. Både stationsbyens besøgende, forbipasserende på vej til toget, mødregrupper og veninder har besøgt stedet, ligesom caféen har været en lille oase for de mange lokale nørklere, som har kunnet mødes og lade både strikketøjet og snakketøjet arbejde lystigt 🙂
I løbet af årene har den kombinerede café og garnbutik fået et større behov for lagerplads. Derfor blev der kigget efter muligheder for nye lokaler.
Moster Kenneth får placering i de gode lokaler ved siden af Stenløse Cykler & Værksted og Normal ved Søløvetorvet i Egedal Centret.
De der ikke kender Moster Kenneth i forvejen kan se frem til en hyggelig strikkecafé med en god atmosfære, et bredt udvalg af garn, masser af råd og vejledning, og så bliver der holdt gode kurser.
– og de der ikke nørkler kan glæde sig over en god og velbrygget kaffe!
Moster Kenneth har sidste dag i Stationsbyen lørdag den 17. juli 2021 og holder ferielukket til den 22. august 2021.
Mandag den 23. august 2021 slår Moster Kenneth dørene op i de nye lokaler i Egedal Centret.