I Veksø er der store traditioner omkring fastelavnen. Traditioner, som vi er stolte af, og som er med til at gøre Veksø til en hel speciel by at bo i.

I 1910 tog daværende slagtermester Victor Andersen sammen med to andre af Veksøs borgere initiativ til det, der siden hen skulle udvikle sig til det, det er i dag – Danmarks største fastelavnsoptog.

Fastelavnssøndag ruller det store fastelavnsoptog ud fra slagtergården klokken 9.00.

Optoget består af ryttere i røde veste, en vogn med musikere, to vogne der udgør årets hovedtema samt en såkaldt klovnevogn, der på satirisk vis beskriver en begivenhed, der har fundet sted det forgangne år. Optoget besøger byens grundejerforeninger, gårde og privatpersoner dagen igennem og slutter af med paradekørsel og tøndeslagning til hest ved 15.30 tiden i Veksø Bygade.

Udover dette arrangerer Fastelavnsklubben børnefastelavnsfest i Skibstedhallen lørdagen før fastelavnssøndag samt en fastelavnsfest for voksenpublikummet, ligeledes i Skibstedhallen, den efterfølgende lørdag.

Veksø Fastelavnsklub
Hjemmeside: www.fastelavn.net