Driver du virksomhed i Egedal Centret? Så kan du møde borgmester Karsten Søndergaard og Egedal Kommunes erhvervs taskforce den 1. juli fra kl. 09.00-11.00 til den første udgave af ”Taskforce Erhverv rykker ud”.
Egedal Kommune arrangerer en række ”udrykninger” i 2020 og det første holder vi i Egedal Centret den 1. juli. ”Udrykningerne” er arrangementer, som holdes forskellige steder i kommunen, hvor virksomhederne kan komme i en direkte dialog med kommunen omkring erhvervsudvikling – og ikke mindst også om driften af deres egen virksomhed.
”Udrykningerne” er uden dagsorden, men med forfriskninger, kaffe og kage, og de er åbne for alle lokale erhvervsdrivende og virksomhedsejere.
Ved den første ”udrykning” præsenterer vi endvidere tilbuddet ”Detailhandlen i Egedal”. Her kan detailhandelsvirksomheder i Egedal Kommune få gratis 1:1 sparring med en forretningsudvikler fra Erhvervshus Hovedstaden. Det kan være med til at styrke deres virksomhed.”Detailhandlen i Egedal” løber over hele dagen den 1. juli parallelt med ”udrykningen”, og styres af Erhvervshuset og deres forretningsudviklere, der selv er opsøgende overfor centrets virksomheder.
Egedal Centret er vært ved det første ”Taskforce Erhverv rykker ud”. Arrangementet afholdes på torvet i en pavillon, hvis vejret er dårligt foregår det i Egedal Centerforenings lokaler.
Taskforce Erhverv rykker ud
Initiativet om ”udrykningerne” ligger i forlængelse af en række af Egedal Kommunes erhvervstiltag, der er med til at styrke den lokale erhvervsservice. Initiativerne dækker bl.a. fokus på lokale indkøb, et stort arbejde for at forbedre infrastrukturen, halvering af dækningsafgiften og endnu mere dialog med de lokale virksomheder. Alt sammen for at kunne blive en endnu mere attraktiv erhvervskommune.
Dato: Onsdag den 1. juli fra kl. 9.00 – 11.00.
Sted: Egedal Centret. Der er forfriskning, kaffe og kage fra kl. 09.00