Funktionel træning & Crossfit på programmet i Stenløse Gymnastik

I de senere år har Stenløse Gymnastik specialiseret sig i funktionel træning for voksne, og i den kommende sæson tilbyder de fire træninger hver uge.

Træning for voksne – hver uge

Funktionel træning handler kort fortalt om at optimere belastningen af en muskelgruppe, så den bliver stærkere, og tilføjer man samtidigt kredsløbstræning og træning af ryg og mavemuskulatur, så får man det mest optimale udbytte af sine anstrengelser. Modsat mere ensidige træningsformer som løb, cykling eller altid populære træningsformer som aerobic og Zumba® giver den funktionelle træning også styrke og smidighed fra navlen og opefter, og jo mere vi sidder ned, desto mere har vi behov for også at træne vores overkrop, så den ikke falder sammen.

Start i uge 35

Stenløse Gymnastik har specialiseret sig i funktionel træning for voksne, og i den kommende sæson som starter i uge 35 og kører helt frem til uge 16 næste år, er der således 4 holdtræninger hver uge. Mandag aften og lørdag morgen står der cirkeltræning på programmet. Begge træninger har et fast forløb, men træningen om mandagen vil mere appellere til dem, som er nye i funktionel træning, og som måske har behov for råd og vejledning i, hvordan øvelserne udføres, så de belaster rigtigt, og skader undgås. Er man mere rutineret, vil man til gengæld drage nytte af de mere udfordrende øvelser, som laves i lørdagens program. Her gøres for alvor brug af foreningens store redskabslager af forskellige vægte, battleropes, slyngetrænere osv.

Crossfit – Kredsløb – Styrketræning – WOD

Tirsdag og torsdag er det CrossFit universet, som udrulles, men i to specialiserede former. Om tirsdagen er der fokus på kredsløb og kerne. Det betyder høj intensitet med lav til middel belastning samt masser af øvelser for ryg og mavemuskulaturen. Torsdag får hårdheden et hak opad, hvor klassisk CrossFit står på programmet med teknik- og styrketræning og med en WOD – Workout Of the Day – til at udfordre deltagerne.

Fokus på fællesskab

Fælles for alle træninger er fokus på fællesskabet i at træne på et hold sammen med andre, modsat traditionel fitness hvor man bevæger sig fra maskine til maskine. Omvendt skal man også møde til træning på et fast tidspunkt, men for de fleste deltagere er det også med til at sikre motivationen – selv på en kold vinterdag om end det kan være svært at forestille sig lige nu.

Tilmeldingen er åben til sæsonens aktiviteter med funktionel træning i Stenløse Gymnastik, og man kan finde detaljeret information og tilmelde sig via deres hjemmeside, www.stenloesegymnastik.dk.