Sveden drypper fra de anstrengende mennesker, der med akavede bevægelser humper af sted på løbebåndet. De tunge og hvæsende åndedræt fylder luften i denne kolde januar måned. Nytårsforsættet er skudt i gang.
Skrevet af Laura Selch
Det første man lægger mærke til, når man træder ind i sit lokale fitness center efter et godt og festligt nytår, er de duggende vinduer, den lange kø af mennesker ved skranken med ønsket om at fuldende deres nytårsforsæt med endnu et medlemskab, som de alligevel ikke kommer til at udnytte efter en måned eller to.
Løbebåndene og cardio maskinerne er optaget af de pustende og stønnende mennesker med viljen til at forbrænde de ekstra kalorier efter en god omgang julemad.
Nytårsforsæt fylder meget i januar måned. Man kan vælge at tabe sig, spise sundere eller sige til sig selv at man skal gå i skjorte 365 dage i det nye år, da man havde en vane med at have joggingtøj på hele tiden. Vi snakker hvert år om dem, men hvor stammer nytårsforsættet egentligt fra?
Traditionen går tilbage til Babylonien for 4000 år siden og handlede dengang om at levere lånte redskaber tilbage. I oldtidens Rom lovede folk at være gode ved andre mennesker, og løfterne blev udskiftet med bønner, da kristendommen vandt indpas. Men i dag handler nytårsforsæt om at forbedre sig personligt.
Men hvorfor vælger man år efter år at gå på kur og så alligevel droppe det efter en måned? Hvad er det, der gør, at vi mennesker simpelthen ikke KAN holde et nytårsforsæt? Og hvorfor er det, at vi alligevel prøver år, efter år, efter år, efter år, efter …. år.
Coachen Michael Kold udtaler, at det bl.a. er, fordi folk faktisk ikke helt er bevidst om, hvad de rigtigt ønsker sig, og samtidig tager de munden for fuld. Hvor ofte ser man ikke lige det? Når man træder ind i fitnesscenteret og ser de desperate mennesker i deres forgæves kamp om at blive sundere. Allerede efter en måned er centeret til sit normale leje, og som trofast fitnesskunde ånder man lettet op over den ekstra plads.
Det er ikke nok med at drømme, ønske og håbe på at nå sit mål, du skal beslutter dig for det og så vil du kunne se forandringer!