Modelfoto

Værter/værtinder søges til Candlelight Dinner

Det at deltage i et festmåltid, hvor man kan hygge sig og blive vartet op, holder de fleste af os af. Ægtepar, hvor den ene part er ramt af demenssygdom, har imidlertid ofte svært ved at bevare venskaber og dermed muligheden for at komme ud mellem andre mennesker. Ved siden af, at man måske sjældent bliver inviteret ud, er arbejds­­byrden, med en demensramt ægtefælle så stor, at det ofte er helt uoverskueligt selv at arrangere middag for sine venner.

Candlelight Dinner giver således ægtepar, og andre, med demenssygdom inde på livet, mulighed for at være gæst sammen med andre i samme situation, i et selskab, hvor man møder imødekom­menhed, tolerance og stor forståelse, som er med til at skabe en afslappet atmosfære for alle parter.

Candlelight Dinner arrangeres og afholdes af frivillige, som har tid og lyst til at skabe en hyggelig og festlig sammenkomst for demensramte og deres pårørende.

Har du lyst til

  • at være vært eller værtinde
  • at dække et smukt bord
  • at arrangere og servere maden
  • at sidde med ved bordet og skabe hygge og samtale
  • måske at være den, der byder gæsterne velkommen

Kan du sige ja til en eller flere af punkterne, har vi et frivilligt ”job”, til dig, der giver mening og værdighed og er til stor glæde for alle parter.
Candlelight Dinner afholdes sidste torsdag i hver måned (første gang i september) og arrangeres af Alzheimerforeningen i Egedal i samarbejde med projektet ”Et demensvenligt Egedal”.

Henvendelse bedes rettet til Flemming Ignjatovic, tlf. 20 24 08 99 eller via mail: safirvej@webspeed.dk