Valg til skolebestyrelserne – men hvorfor bruge sin dyrebare tid på bestyrelsesarbejdet?

Lige om lidt er der valg til skolebestyrelserne i Egedal, og du har alletiders mulighed for at få indflydelse på dit barns skole og fremtid. Et absolut betydningsfuldt arbejde – og der er brug for DIG!

Men hvorfor bruge sin dyrebare tid i en skolebestyrelse? Jeg har spurgt Anne Mollerup Lanz, som er mor til 3 Lærkeskole-elever. 
Hun giver mig her sin version af, hvorfor hun har valgt at gå ind i skolebestyrelsesarbejdet:

“Jeg har valgt at være med i skolebestyrelsen, fordi jeg gerne vil sikre at mine børns skole fortsætter den gode udvikling den er inde i. Der har været nogle turbulente år som har sat sig i mange børn, – det ses både på trivsel og fagligt. Der er mange krav til børnene når de forlader folkeskolen og derfor er det så vigtigt at vi sikrer at de får en god start på skolelivet. Hvis jeg kan være med til at gøre en forskel og skabe nogle rammer for en bedre skole, ja så er det en god investering at jeg bruger min tid på det. Jeg synes også det er et vigtigt signal, som jeg sender til mine egne 3 børn, at jeg rent faktisk er interesseret i deres skole og jeg synes det er vigtigt at den fungerer.
Derudover synes jeg det er rigtigt spændende og givende at være med i skolebestyrelsen. Der er mange forskellige problematikker og emner som man bliver præsenteret for. Ting er ikke så enkle og simple som de ofte bliver fremstillet i de offentlige debatter. Jeg synes man får et godt og mere nuanceret billede af folkeskolen og hvor komplekst det er at drive en skole.
Vi har ikke med personsager at gøre, men arbejder med de overordnede strategiske principper. Det kan f.eks. være digital læring, skole-hjemsamarbejdet, klassedannelse m.m. Det er også os der stiller de kritiske spørgsmål til kommunen og vores politikere når der rasles med sparesablerne eller er tegn på forringelser af vores skoler.
Skolebestyrelsesarbejdet er mere politisk og strategisk end forældrerådsarbejdet. Men begge er uundværlige for en god skole.

Jeg er med i skolebestyrelsen, fordi alle børn fortjener en god skole!”

Anne Mollerup Lanz
Næstformand, Distriktsskole Stenløse

Noget for dig? Så er der et par ting du skal gøre:
1. Fortæl skolelederen på dit barns skole, at du gerne vil stille op.
2. Mail begrundelsen for din opstilling til skolelederen
(du kan evt. bruge skabelonen i linket nedenfor).
http://skole-foraeldre.dk/file/5620/download?token=0yVt0Q2D