Thomas Frederiksen, ny erhvervskonsulent i Egedal Kommune

Velkommen til ny erhvervskonsulent

De lokale virksomheder i Egedal kan nu glæde sig over at kommunen har opgraderet på erhvervsområdet!

Thomas Frederiksen er netop ansat i en nyoprettet stilling som erhvervskonsulent i Egedal Kommune. Her skal han bidrage til udviklingen af kommunens erhvervsliv og gøre det lettere at være lokal virksomhed.

Tættere kontakt og bedre kommunikation

Thomas Frederiksen har bidt mærke i, at mange virksomheder i Egedal Kommunes nye spørgeskemaundersøgelse blandt andet efterlyser bedre kommunikation og tættere kontakt med kommunen. Ifølge ham er der mange og gode muligheder for at styrke samarbejdet mellem virksomhed og kommune. Men han mener først og fremmest, at kommunen har et stort ansvar for at nå ud til alle virksomheder og oplyse dem om de muligheder og services, som de kan drage nytte af.

Thomas glæder sig meget til at bidrage til arbejdet med erhvervslivet i Egedal Kommune og i tæt samarbejde med erhvervskoordinator Jane Mortensen udvikle kommunikationen til virksomhederne, så den bliver mere åben og direkte.