Knap er Stafet For Livet Egedal 2015 overstået, før vi skal i gang med planlægning af næste års stafet i kommunen. Det kræver nemlig mange frivillige hænder og kræfter at få sådan et arrangement op at køre.
I år gav stafetten ca. 127.000 kr. til Kræftens Bekæmpelse og det var et flot resultat, meget mere end budgetteret. Hele 313 deltagere gik med på stafetten og rigtig mange frivillige og sponsorer gjorde det muligt at gennemføre og skabe et flot overskud.
Det vil vi gerne gøre lige så godt eller bedre næste år, og derfor søger vi frivillige hænder til at løfte opgaven.
Opgaverne
- være med til at planlægge og koordinere Stafet For Livet
- involverer dig i en specifik arbejdsopgave fx arrangere mad, sørge for logistikken, planlægge et godt underholdningsprogram for deltagerne, stå for at kredse om Fighterne – de nuværende og tidligere kræftpatienter, som er stafettens æresgæster, rekruttere hold og være deres kontaktperson frem til stafetten.
Mandag den 7. september 2015, kl. 19.00 holdes der informationsmøde i Kulturhuset i Smørum, og de der har lyst til at høre mere om, hvad det går ud på, eller allerede nu vil melde sig som frivillig er meget velkommen.
På stafettens hjemmeside www.Stafetforlivet.dk/Egedal kan man læse mere om hvad det går ud på og på Kræftens Bekæmpelses hjemmeside Frivillig.dk kan man finde ”jobbeskrivelser”.
Frivillige fra stafetten er desuden med på EGEDAL FOR ALLE-messen der afholdes den 5. september i Smørumhallerne – kom og få en snak med os.
For yderligere information: Formand Peter Theis Marcussen, tlf. 20 63 62 92